blomsterblod skyder frem i et fjernt minde

er havet klar
over
hvor
dybt det er?

tanker der i et øjeblik
vil ud af brystkassens vinterlighed sne
snart på tapetet den potentielle spektakularitet
min kalender indeholder
ikke andet
end transcendens
der står smeltede træstammer på et bord
her dufter af varm kulde
århushorisonten er en slående smuk widescreen
vi har akkumuleret årevis af platonisk kærlighed
op i blodbanerne døden fylder knap
nok en håndfuld prøv og se
den her sprogløshed sænke paraderne uden overhovedet
at prøve tag et snefnug under en lup betragt det pis
mikroskopisk nærværende makrokosmisk tilbagevisende livet
er en dans på gentagelsen indåndingen af træets gennemsyrede
egenbevidsthed hvornår lever vi nok til at glemme at vi gør det hvor
dan trækker du vejret tilbage jeg vil ikke dø jeg vil godt
strække den her hvadhed ud i sindssygt bløde kys fra din klare mund jeg
ved ikke hvad jeg vil men jeg ved hvad jeg ikke vil

jeg kan ikke rigtig komme over dig ( en sandhed med modifikationer)
jeg skal holde op med at knække fingre, et usympatisk karaktertræk
jeg har lyst til at gøre et eller andet gigantisk der har revolutionerende gennemslagskraft
jeg føler ikke måske jeg går nok ture i skoven
jeg skal mere styr have på min syntaks, røven i vandskorpen og sådan
vi kunne sagtens have kneppet mere end vi gjorde ( jeg tror din sambo synes du larmede når jeg kneppede dig bagfra)
min frygt for døden og min frygt for livet deler et modbydeligt fifty fifty forhold
hvorfor æder jeg ikke flere havregryn, garanteret fordi jeg tilsætter for meget sukker
jeg har en trang til at gabe over mere end jeg kan gribe
jeg vil kunne jonglere med glasskår på tungen mens jeg blæser mel ud af kæften

fragmentale betragtninger, herunder det at dvæle ved en facebookopdatering

det eneste der kan udtrykke virkelige følelser er stilheden
jeg har læst schopenhauer og bagt boller og skrevet hvor fantastiske mine boller er på facebook
jeg har fortrængt min pessimistiske antropologi og masturberet, en okay cocktail
jeg har tænkt på livet som en midlertidig beholder for noget dybere lort (jeg siger tænkt men mener håbet)
jeg har muligvis virus, jeg skal muligvis snart til lægen
jeg har den her advarselsknap der blinker jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved
jeg så en dokumentar om fuck i går
det er en myte at fuck er et akronym
jeg tror transcendens er en anakronisme
jeg tror for det meste jeg er en anden, jeg ved ikke med dig
når jeg vil være en anden udspringer lysten af trangen til kærlighedens romantiske sammensmeltning
jeg betragter sammensmeltning som en nedbrydning snarere end en opbygning
jeg er destruktiv på den måde
jeg er begyndt at bage en del
jeg er begyndt at dø en del
kedsomhed er den mest grundlæggende katalysator for menneskelig aktivitet
i går gloede jeg på en fugl hele dagen
jeg tror måske tiden har slået mig ihjel
jeg er splittet omkring meningsløsheden i dét at tage afstand fra noget, da dét du tager afstand fra, fordrer en medfødt nærhed i dig, som du måske aldrig nogensinde vil kunne slippe væk fra
jeg har aldrig sagt jeg var opløftende
jeg føler mig hævet ret ofte
jeg føler min tunge smager lidt for meget af blod
jeg føler min tyngde smager lidt for meget af pis
lykken er ikke en skid en metafysisk sandhed, men en idyllisk fysiologi omkring halsens dommedag
jeg har svært ved at slippe ting
ved at lade ting gå
det meste af tiden føler jeg mig som på et kors
jeg er som gud lavede mig
tak dit sadistiske svin
jeg har ikke flyttet mig siden jeg kom ud
jeg kom aldrig over døden i dét øjeblik
jeg tror jeg vil streame youtube

vi æder som fucking
vultures vores liv op
du siger noget dybt jeg
reflekterer over, sparker lidt
til et udgået bål blodet
rører på sig som en 
klode i en tørretumbler kærligheds
erklæringerne skal spises som en 
buffet din skrøbelighed er min
afspejling af kys du vil trøstes
som jeg vil til vi begge segner til
vi begge går kolde som afklarede
pupiller i en sø som et gigantisk
ansigtsudtryk finder sin forløsning
i et dødekar som en udløsning en exit
strategy en skov fuld af rådne blomster
et glas uden dråber en dråbe uden glas
et liv under solen uden måneskin et
fald uden tyngde spektakulære læber
hen under aften med en paraply af beton jeg
er en rasende elsker vil vide hvad der 
pisser dig af jeg vil kneppe din marv dø
i en syndefaldssymbolik med dit våde blik
der forplanter sig gennem mit blæste system angst
akkumuleres af din egen frygt for eksploderet
kærlighed jeg vil kærlighede i en hardcore elskov
og smadre mit liv for at kunne kalde det
brugt svejses sammen med din brystkasse i en 
latterligt romantisk violet solnedgang tro
på det bløde i et fald mens jeg vugger et menneske
i søvn

kærlighedsvinterdommedagsdigt

blodet slår
som et lyn når
vores lys brister

jeg går helt amok i dine bryster
dit skød er et vinterlandskab
jeg fryser i et minde

det er vildt
som stille torden
der tilgnistrer
et novembervindue

der er fare for fald for helvede
dagen er en motherfucking gudsjammerlighed
uden kærlighed
er du et ingenting på vej mod dommedagspaladser pakket
ind i hjernecellernes klaustrofobi

lad os kysse til vi falder døde om dybe du

jeg dør lidt
i den her
romantiske
sentimentalitet
det er for
så vidt cool nok

der er intet
at nå
det ligger lige inden
for rækkevidde

klassisk musik og pisse blendet mad
jeg har det vildt nok lige nu i denne krop

det er det arketypiske jeg tilstræber kapitalismens
død jeg finder bemærkelsesværdig
bemærkelsesværdig

eller når du
eller når jeg

når mig
med dådyr
på tungen

om blandt andet den irritationsgennemslagskraft en flues summen akkumulerer og hvor grænseløst pisse ligeglad jeg er med miley cyrus

jeg har smadret et æg på en pande, der syder. den ligner en glad klovn i
skallen. jeg sender et billede til en ven. jeg maler øjne med ketchup
og mund. jeg er mæt, jeg er sulten, jeg er smadret. jeg destruerer en dåse
tun i olie. min ven hader tun i olie, hun foretrækker vand. man går
på kompromis, en sjældenhed hos undertegnede, et knap
så flatterende træk. vejret er halvkoldt, jeg skal klæde mig bedre
på til kuldens pludselighed. vi snakker om mad, eksistentielle
problematikker, hovedsageligt trangen til sindssygt usunde vaner. vi
dræner hinanden. falder sammen, fra. gør det samme. synkront pis.
svømmer, sejler. driver rundt. i byen, i blodet. onanerer. snakker
porno. laver ingenting. det er pisse fedt. hun rækker mig en
opskrift på burgerboller, der skal bages ved 200 grader og
ligger sig til at sove igen. jeg ved ikke med min ubeslutsomhed.
jeg skal blive bedre. hvornår spillede jeg sidst pik kan jeg
overhovedet ikke huske. ting er overvejende eller nærmere
udelukkede platoniske. jeg har det fint. sådan.

min tid
som et hav
mellem fingrene
der løber ud

jeg stikker min hånd ned i noget mudder, substansen er uden duft, men sindssygt vammel. jeg kan mærke knuste knogler og kraniers efterladenskaber. det er en ulækker tanke, jeg kan ikke rigtig slippe den. jeg tager i stedet fat i noget andet hengemt, lidt mindre klamt, mindre foruroligende. jeg ryster på hovedet og vender det hvide ud af øjnene for ligesom at lade tanken passere væk, glide ud af mit system, som når en sjæl forlader en død. jeg vasker lidt op, det stinker, jeg hader opvask med mug, no shit, cuntface. mine hænder er marginalt mærkelige efter at have ligget underligt i nat, der er spor efter sammenkrammet pudebetræk og krøllet dyne over håndryggen. jeg er syg, jeg tror ikke jeg har drømt, jeg er pisse ligeglad, i princippet. jeg kan høre en fugl, et barn, noget himmel der er på vej væk, en eller anden taglægger der arbejder hårdt over for mig. jeg gad egentlig godt lave noget, hvor det hele tiden var en mulighed at dø.

det samler sig ligesom
ligesom molekyler som
sommerfugle samler sig
om sommeren om trækroner
som sommeren slår ihjel
som om det aldrig var sket
i sine vinterlige pupiller
så om lidt sommer om igen
som om det aldrig fandt sted
som evighedens mosekonebryg
så anakronistisk som transcendensen
så blødt som snekrystaller
så manglende tidsintervaller
så let som ingenting

tro på det

bløde i faldet

når hendes

synker ind i

dine nu

intenstintensiverede

blodkar

kærligheden er et dumt svin

et smuk satan en sexet

følelse i et landskab der

forlader dig

jeg forestiller mig din hjerne som en vejrudsigt:
helt sindssygt sindssygt mange skyer med enkelte
klarsynsøjeblikke
tordensskrald er en eksistensbetingelse regnbuer
en by i rusland hvem fanden æder alligevel trefarvet
is i dag det er et lortested vi befinder os i gi
mig for helvede noget nostagi at ride lidt på
en carpark uden asfalt asfalteret til med blodkys
tosomhedens totalitet kærlighedens kollapsede kaos

natten er en teenager himlens blodsprægning
pulveriseres ud over et blæst landskab jeg
kaster personlige apokalypser i floden man
tager en ny dags lys dine kys spændt ud
som en arketypisk kærlighedserkæring tjek
stjernernes pis ud svulstigt de pulserer
glasskårsagtigt som døde kranier elsk
en eller anden røv til du dør kunne
lokummet brænde smukkere det
tror jeg kraftedme ikk jeg
tror det kraftedme ikk

tail

Der var engang en mand, der døde. The end.

under udviklingen af anatomien sagde gud lad denne være fucked, denne smuk. disse være smadrede som døde batterier, flade sataner, fødte katakomber, angste katastrofer. han sagde lad der blive stille og sindssygt stille der blev. dagene skal flyde over med milliarder proppet med mindreværdskomplekser, flere tusinde floder skal flyde blåt hen, ind i himlen, over med glasskår. lad der være faderkomplekser, moderkomplekser, jesuskomplekser, bygningskomplekser. alt dette skabte han på få timer, og udmattet han var, hallelujah! han lagde synden ind på disse milliarders nethinder som for at kontrollere deres pis, eventuelle fejltagelser. og hvilket greb min gud. hvilken fryd, disse hængsler, hvilken frihed at skænke! at tænke sig en spektakularitet at gennemsprøjte, gennempule, gennemført som kroppenes sammenkoblede blodcirkulationer. og næstekærlighed gennemsyret af udelukkende kærlighed fra disse guddommelige vener, hvilken overflod af medfødt uselviskhed. milliarderne bliver til trillioner, trillionerne til trilliarder, trilliarderne til evig taknemmelighed, tak skæbne tænk sig hvad ikke dette kunne ende med. hvilken kunst, hvilket terræn, hvilket syn.

til sveden anden gang jeg kneppede dig i din seng: væk

her er en fremmed. her er en anden. her er en hånd. et blik, en sko, en sten, et hjerte, en skulder, et blad. her er noget andet. her er noget kendt. her er noget blæst. en skov, et skab, et skrin, et skrald, et skår. dette er dit, dit eget dit, dig og du og jeg og den og dét. her er et men. en mand, et menneske, et blod, en beholder. noget pis, et skib, et fald, et skred, en sten, en jord, noget dybt, dit ord.

dette det. disse floder, udstrakte uendeligheder, efterladte landskaber, ekkoernes efterladenskaber, vinden der falder i et år. noget blod, dit, mit, ikke så meget pis. åbne sår, lukkede ansigter, broer der kommer og går, altid muligheden for kærlighed, den dødeliges udødelighed, angsten der vælder ind over dig foruroligende og smuk som vand over sten, tid, stjerner. det altid potentielle lys, kys, altid at ville dø i en for sindssyg kliche.

i havet i havet

her er man:
en glaspartiklet
porcelænsplatform

man er væk man
er lige her man

intet har virkelig
rigtigt
ændret sig man

glider væk
falder til
sortner bort
lar det gå

himlen stadig halv
intakt, solen
solen som den
kalder på hjertet falder
i havet, i havet for satan

dette er ikke et kærlighedsdigt

jeg har lyst
til at krølle dig
sammen jeg har
lyst til at rykke dig
rundt jeg har lyst
til at gøre ting ved
dig vi ikke vidste
om hinanden jeg
har lyst til at bruge
min bevægelse på
dig jeg har lys til
at skinne under
din hud jeg har
lyst til at kysse dig
spektakulært kærlighedsklar jeg
har lyst til at give dig
molekyleessensen
af mit hungrende blod jeg
har hænder puls sved blod pis
der ikke betyder en skid
buldrer dit rum ind i rummet
af tidsfordriv smukke røvbalder
på en motherfucker smukke
sekundkrystallisationer

et stykke prosa jeg ikke fandt ud af hvor helvede skulle hen

den latterlige kendsgerning at kysse postkasserøde kærlighedserklæringer ind i din mund. at tapetsere sit indre til morfin, solnedgang og for længst glemte antikvariater. bilde sig selv ind, for ikke at gå til grunde, at der findes en grund, noget hinsides, der er svulstigere, dybere end den her laden stå stil, svinden hen, sveden ud. den hypotetiske kvindes hud skal ikke andet end at efterligne mine refleksioner, jeg vil se hendes orgasmer sætte sig fast som spektakulære krampetrækninger skabt af en kompromisløs blodsprængning. der skal ikke være noget tilbage. der skal ikke være noget at komme efter. kun efterladenskaber af de ekkoer vi tog med os i døden. kisten skal hamres til med stilhed.

det er som om der befinder sig et overflødighedshorn af ligegyldige molekyler, der til ustandseligt optræder i skiftende kostumer, men båret af samme kroppe, samme åndedræt, samme tilbagevendende fald iklædt hyperbler, der danser på et blodbombardement af et kardiogram. tag dine fingre som eksempel, intet videre interessant, dine øjne, dit blik, din tilsyneladende skillen dig ud fra mængden som en stjerne i en høstak, glem det. hvem er du til at sige noget som helst originalt, hvordan tillægger du det grænseløst betydningsløse betydning. du kan argumentere for, at alt betyder alt, men samtidigfor, at intet betyder noget som helst. og hvis intet betyder intet betyder det ultimativt ligegyldighed, hvilket er den værste følelse overhovedet, paralyseret smag. det er rap over nallerne, en midlertidig heroin i blodårene, en hypotetisk kærlighedserklæring født ind i din rygsøjle. af stilstand er du kommet til stilstand skal du blive. til loopet gentagelse ud i det uendeliges kraniebrud maskeret som en spektakulær himmels hvide snit. solnedgange siger som så meget andet, ikke en skid. mennesket er en interessant race, der er udstyret med viljen til liv på lige fod med dyret, med den undtagelse at mennesket ulykkeligvis er sig bevidst om sit eget pis, sin egen ubegribelige ulykkelighed. det fedeste ville være ikke at stille spørgsmålstegn overhovedet, ligesom være deltager uden egentlig at deltage virkelig. samtaler siger mig heller ikke en fuck, det pis er drænende. undervejs i en smalltalk søger jeg at abstrahere ud fra samtalen, dens vigtigste bestanddele som en form for kulinarisk hjernesuppe, der koger og koger og koger, over i sidste ende. det ender altid bare med, at det smager af pis eller endnu værre, fuldstændigt neutralt, lunkent og dermed presserende vammelt, kvalmende, angstklassificeret. det kommer alligevel altid til, at det ikke kommer nogen vegne, ikke siger noget, der ikke allerede er blevet sagt en million andre gange i et utal af afskygninger, der blænder for det faktum, at der intet er, der virkelig giver mening, og at dette er den tungest rungende mening, der nogensinde vil kunne eksistere, med mindre en eller anden cunt eller ny race, stikker dybere og derfra koger en superbt lækker suppe, der glider smukkere ned end dette smagsløse blodpis af krigserklæringer og dårlige forbindelser mellem tiltagende ondskabsfulde mennesker, der hverken kan eller vil ændre universet til det bedre.

egoprosa

migmigmigmigm. migmigmigmigmigmigmigmig. migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
igmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig.
igmigmigmigmig. migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
migmigmigmigmigmigmigmig. migmigmigmig. mig

der er stille her, ikke så meget, som en lyd, ikke så meget pis. i virkeligheden elsker jeg nok højere ideen om kærligheden mere end kærligheden selv. jeg ved ikke om det er fucked, om jeg er blæst på den måde, om  det pis er for ærligt. der ligger ligesom noget på lur, ubegribelig storslået, som i forhørslokaler, hvor der befinder sig en person blot 5 cm inde bagved glasset. det er ligesom uendelig tæt på og uendeligt langt fra. jeg ved ikke om jeg er for meget idét jeg er for lidt eller om jeg er for lidt idét jeg er for meget. som om jeg snakker om ting der aldrig bliver til en skid, et potentiale der venter på at blive brændt af, på, igennem. jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det pis til.

du gør det godt kærligheden
får ben at gå på glas
at stå på alting glitrer
lyskyssende giv mig en
kanal jeg kan ånde både
smadret og herreglad i
låget angten er en illusion spændt
ud som eksistentiel bue himlen
hænger kold det er godt
på den måde det er godt spark
til ilden med dine blodkar dine
sindssygt smukke blodkar jeg
har ikke en skid på hjerte det
fint på den måde sprudlende
blåhvaler og stilhed på repeat

ting vil gå til
ting vil tage til
til i ikke en skid
til i ingentinget
gå til i intethed
alting tager tid
tid er uendelig
min fucking bare
røv.

flænset blodappelsin
langs en flodbred.

dine ben pakket om mit kranium hver
bevægelse katalyserer tiltagende
passionsfrugter på tungen ting vil
eksplodere eksplosionsdelikat klicheer
vælter ud af
dit bløde skød læberne er et hvidt
snidt hvor stjernernes overflødighed
er skåret væk giv mig et fald jeg kan
lande på blødt lande på fjølsblødt
kærlighedsspektakulær angstmedicin
angstspektakulær kærlighedsmedicin
tårerne som tårnende bølger trænger
sig glas på blodsprængte tusindtræer
i et sekundsmadret tilsnavet landskab

han ender med at gøre det sidste han til sig selv havde forudsagt han ville gøre som en gavnligt personlighedsudviklende ting og ender samtidig med at gøre det første, der er fuldstændig fucked for hans personlighed. hvorfor han gør som han gør VED han et eller andet sted godt med hundrede procents sikkerhed, men omvendt er dét han er, er ikke umiddelbart dét, han ønsker at være. de siger man skal være sig selv, men er det hele sandheden? vil mennesket ikke konsekvent blot være en modificeret udgave af sig selv, sit eget indre pis, og dermed ikke desto mindre en svagere udgave en den udgave, der ville have præsenteret sig for eksistensen, hvis man havde erkendt alting ved sig selv, selv sine inderste tenderende psykopatiske træk, sin ambivalens i sit forhold til andre mennesker, ens kærligheds kardiogram, at alting i til syvende og sidst kan koges ned til et mininum af tilgængeligt følelsesregister, men at man omvendt fortæller alle mulige cunts, at det handler om alt muligt andet, når du for helvede bare er et knust menneske, der græder dit lort til grød hver nat. indvendigt som en løve der vil slippe ud af kroppen på et dådyr. på den måde at en anden eksistens, eller noget fremmed for dig finder sted i kraft af din fortrolighed i denne tilsyneladende hjemlighed. hvad der driver dig er drivet i sig selv, en formålsløs søgen efter noget der slipper dine hænder så snart, du har grebet det. mudder som beton, himmel som glasskår, eksistentiel irrationalitet og din bevægelse af kroppen som en lavine hen i mod døden.

blæsteksistentiel referenceramme i porcelæn spændetrøje

man skal sprænge før man kan flyve
man skal sande før man kan lyve
man sidder i et hjørne og gør
ikke en skid
man sidder i en hjerne og æder
tilbagevendende molekyler fra
sin fødsels kollaps manglen på rum
er til at føle på giv mig en bazooka, en lykke
om halsen min mund
fuld af kys jeg vil danse
techno i din kæft stjernerne
er overvurderede dit knoglede
kosmos giver mig fucking
kuldegysninger manglen på knæ
gør mig høj

opskrift på et klamt digt:

brug brutalt mange kærlighedsadjektiver
brug samtidig ord som træer, strand, elskov, vene, blod, ondskabsfuldt røvhul, sommerfugle
indskyd meget gerne formuleringer såsom det gjorde modbydeligt ondt eller du rev mit hjerte itu
skriv dagbogsagtig kvalme, efterlad gerne vomitus direkte på papiret
klichéer er PISSE vigtige i denne sammenhæng!
skriv meget gerne om hvor alene du nu er efter tabet af din elskede (elskede er også et vigtigt ord)
undgå ikke grænserne for hvor dyb din navle rent faktisk er, synk så dybt som muligt
skumfiduser over et bål ville også fungere dejligt
tænkt på følelsen af noget rendyrket smukt i sin originalitet og vend derefter dette fuldstændigt på vrangen

himmelkonklusion: angstakkumulation
trang til cracks gennem pis, trang til at
turde at tø sne, se mørket i øjnene, englene
græder fucking forløsning for mine fødder gud
føder begravelser konstant konstant flækker
ambivalensen af grin giv mig et liv der er
til at dø i, et skælvende fjernsynsbillede i sort
hvid

for satan
dine læber
skælver

dine ben ligger
spredt som
sexet aske

sig noget stilheden
ikke allerede har
sagt

fremkald en dybere stilhed
bon iver lytter til mig

mit fucked blik
som en ustoppelig
kærlighedsbeholder

jeg beholder kærlighed kærligheden
volder tab på tab hvad er livet uden
glaspartikler og geniale sommerfugle
genitalier der vælter grådigt ind i
hinanden

kærligheden som en form
for uundgåelig bevægelse

pis kan koges ned
til noget sproget ikke fatter

mine hænder skælver som en helvedesdal bon
iver trøster mit pis med toner om hjertet

bryd lortet op
i tusind dele
for at se
klart

jeg ligger
hvor jeg lagde
mig i går

jeg lægger
hvor jeg vil lægge
mig i morgen

hvordan jeg vil
lægge det smadrede
på hylden

er som en uklar
himmel
på en kærlighedskodyl
dag

i mit for blodige
system

venerne porcelænskommunikerer
rædselsslagne glastanker

alting fordamper som faldet selv

gå nu ned i det fuldstændigt amok afklædt
angstpulserende stripped som en flosset
albatros tynget og høj på hitchcocktouch flad
som et iltbatteri kold som Cash begravet
som kapitalismen umenneskelighed verden
er en maskeret satan satans guddommelig og
dobbelt up på ensomhed og cracked beton
gennem barndommens bebyrdede kill

at gå op går op i
at gå ned i sig selv
at gå op i selv sig går ud
på at være ved siden af sig selv
ved siden af sig selv ved siden af sig selv
at gå ind i en anden går ud på at gå ind i sig selv
i det at være ved siden af sig selv om en dybere version
af sit selv og dermed en ophævelse af den andens oplevelse
af sit eget pis
at gå hen og gå til går ud på at gå i stå i bevægelse
at gå igen går på at gå igang igen igen hvor man slap
at gå igang at gå igen går igen og igen igang igen

processuelt bullshit at tage
tyren ved hornene kneppe
sommerfugle i søvne gå
amok i filosofisk
nonsensbetragtning u
beskrivelige bekrivelser kant
på grænsen til sammenbrud at
belyse ting ud fra mørke forstå
alt ud fra ingenting tage bladet
fra eksistensens kæft vandre
vandkanter kolde sluge
solnedgange kameler sparke
gnister i et bål brænde hele
pisset af pisset af

det er det samme
det er det samme
det er det samme

jeg tænker på solbriller
jeg tænker på at slice mine halspulsårer
jeg tænker at jeg ikke længere har den samme
trang til pizza og sådan
jeg tænker at solbriller
for mennesker der er komplet
stilforladte deri finder trøst i form af
solbriller der i deres eget billede konstituerer stil
når de i virkeligheden bare ligner mennesker
der er på vej til begravelse
i deres triste halvfede ansigter
(ikke alle er fucking johnny cash, røvhul)
jeg har altid hadet solbriller
jeg har altid hadet idéen om solbriller som en genvej
til coolness
jeg kan ikke rigtig slippe det billede
jeg tror jeg vil have et par solbriller
der bliver en forlængelse af min coolness
ikke en pseudofed overbygning uden fundament, altså
jeg vil bære dem når mit blik signalerer vinter
(de skal ikke koste mig en skid)
de skal være neutrale i sit udtryk
de skal være neutrale i dit udtryk
de skal lægge sig op af min ansigtsmuskulatur
og specielt mit smil sige
jeg har solbriller dit svin jeg er ved at gå op
i limningen
jeg har det allerede meget bedre.

jeg pakker åndedræt
ind i splintret
glas

jeg står og tramper sådan
håbløst stakåndet fucking
eksistensens marathon døden
er en modbydelig acceleration
en togulykke tværs brystkassen

jeg pakker livet ind i
rædselsslagne aner

livet er en svane
iklædt tjære.

så alexander har den her konstanttilbagevendende evne til selvdestruktion, han kalder menneskets medfødte evne til at slå kedsomheden ihjel på. den kedeligste løsning ville være at drikke eller dope sig væk på et eller andet pis, så han triller ud af den modsatte grøft, serverer tilsvarende håbløshed, om end på en mere tydeliggjort måde, fx som da du som barn jokkede i en kolort og betragtede processen fra start til slut. man kan altid pisse i bukserne, det er også bare så skide nemt. alexander har altid haft en trang til at se det værste skidt i øjnene for på den måde at møde virkeligheden uden sit filter af forsvarsmekanismer og åbenlyst patetiske forsøg i form af rationalisering, der skal bevise, at man alligevel ikke er det kæmpe røvhul som ens underbevidsthed bilder sig ind (hvilket selvfølgelig er det fuldstændigt sande billede, men selvbevidstheden kaster i kraft af sin grænseløst polerede overflade glans tilbage i menneskets ansigt så at mennesket aldrig penetrerer erkendelsens dybdedimensioner). så hellere indrømme hvor fucking smadret utilstrækkeligt knust man er som udgangspunkt. kærlighedsforladt og kærlighedshungrende. som en ensom hund på en ensom vej. et nedbrændt kalejdoskop.

jeg skriver noget pis på facebook der er
karakteristisk for mit grundlæggende pis jeg
opererer med en fin balancegang imellem på
den ene side ikke at give for meget væk og vække
bekymring for mine tilsyneladende bekendtskaber jeg
ved faktisk ikke med kærlighed udspringer kærlighed
hovedsageligt af kærlighed til dit selv dette er et
retorisk spørgsmål hvilke banale spørgsmål
er ikke retoriske når du koger det ned jeg er
på nippet til kulkælderkulmination selvom
angsten er blevet lettere forkrøblet jeg falder
tit i søvn med halsbrækket rygrad tyk gråd
om dit bryst vælter til tider ud af himmelvævet
under min hud tågens klarhed smelter ind
i den uundgåelige dødskavalkade af kakofoni

som en skudsalve af blod
åbner verdenskødet sig
blomstrende for mine
knogler.

som at voldsnave havet
kollapse høj ned blandt
euforiske havfruer

som en evigt tilbagevendende
gentagelse gentaget som et
evigt nyt øjeblik driver

sneen ud af mit mørke faldet er
dragende som kærligheden
til dit udkast af et ego jeg sagde
en skudsalve blod et
bling karmakammer

der er intet
som en brændende
bro

mine hænder bundet
på ryggen
som en gud på
et kors.

jeg kan ikke se hjertet
for bare slag

fingrene smuldrer
til hav

verden som et
gigantisk glashus

kroppen er en sten kastet
i af kraft af kræfter jeg
kraftedeme ikke begriber

faldet stiger til
vejrs

altid til
vers

matematiske betragtninger over eksempelvis fuglekvidder

-vores ubestemte, herunder eksistentielle x, proportional med noget værre lort.

-hvis liv er lig død, er død lig død, altså lig lig lig, ergo (cogito) sum således slet ingenting.

-hvis rummet (for helvede) skal have en begrænsning må det, der befinder sig uden for begrænsningen være noget et eller andet (eller et eller andet der íkke findes som begreb for den menneskeligt matematiske kapacitet (for helvede, Kant).

-vi kan altså hermed påvise at intet betyder intet og alt betyder alt og alt betyder intet og intet betyder alt og således videre ud i det uendeliges totale ingensum(p).

-således kommer vi frem til, at vi ikke kommer frem til en skid, den omtrentlige pseudoeksponentielle akkumulering af altings tilsyneladende fremadskriden, altså.

-derved kommer vi til konklusionen om cirklen som det eneste endegyldige bevis for nogen og
noget nogensinde overhovedet, at køre i ring, 360 grader 365 dage om omgivet af 37 grader og samtidig andre 37 graders substanser, der således sameksisterende i sine 37 graders ingentings
360-graders-365-dages ophobning, kollapser, men dog på stående fod.

translationen mellem form og stof forbliver uladsiggørlig transformation. 
jeg sidder og forestiller mig hvordan du sidder og forestiller dig mig. jeg forestiller mig
dig og tænker forestiller du mig der forestiller dig. mørket om venerne er selvfølgelig et
grænseløst røvhul, det kommer vi aldrig udenom.

inde i mit hjerte hviler en forskræmt fugleunge og fatter efter kærlighed.
baggrundslydene er så pisse ligeglade, det fatter du slet ikke. jeg ved
ikke præcis hvad stilheden prøver på at sige. mig.

primalkysser
dine læber
livets træ og blod
der krøller sig
langs rygsøjlens
iltlandskab det
er her jeg vil
være våde læber
klar på tåge
åben og alting
du falder på
knæ som en
gud

glasskår med vingummibamser.

månederne falder
af træerne

et okay
forfaldsbillede.

dine kys piled up
i en okay blæst
tankegang

bestående
af en unaturlig compound
af blandt andet nedslåede
dommedagskomplekser
seksualitetsbetragtninger
og kolossale egopaladser.

en okay dissekeret
mands landskab

kald det
karma
cirka

digte der vælter
mit allerede trampede
fald

digte der vælger
min klarsynede
død

digte hvis pis udspringer af
apokalyptisk trampolin.

jeg har det fucked med mennesker
der diagnosticerer mit på tidspunktet humør
udfra facebookdateringer
fuck facebookopdateringer
men så igen hvad
helvede havde
jeg regnet med

smileyen gør
hele forskellen

en sur smiley indikerer:
tristesse mens manglen
på en sur smiley er
fuldstændig fucked

smileyen:
den absolutte
distinktion
mellem fuldblods
vrede og manisk
lykke

et fint billede
på liv og død
i virkeligheden.

uden for mig:
ubeskrivelighedens puls
sidder indkapslet
i klicheer
om din røv

himlen er kold og solen
en satan
natten trænger sig på som et
fremmed knus der er
ikke en skid jeg kan gøre
ved det.

det er tid
jeg smider alle
mine visnede
måneder
i floden

det bevægede går
ingen steder.

jeg ved ikke med
klassifikationen eksistensen
jeg ved ikke med
klassifikationen himlen
jeg ved ikke med
klassifikationen kærlighed
klassifikationen klarhed
klassifikationen klassifikation
klassifikationen bevidsthed sproget
væren som sådan

angsten livet døden nullermænd i røvhullet
horisonten i navlen pulsen i dit blik kysset
inden natten slipper sit tag asfalteret nærvær
tilsyneladende samfundsrevolutioner syrlige
bolsjer tonsvis alkohol bristede illusioner

min hjerne er et hav med tågede flaskeposter
tingenes tilstand går sin gang stillestående hvad
fanden er et hjem kærlighed duer der forlader deres
post for at flyve tilbage

jeg er ikke digtet eksistensen
ligger uden for dialekten du
er ikke ordet blomsterne
springer ud i et bryst af
ubeskrivelighed livet er
en fiktion en hardcore våd
karklud jeg flyder som lava
rødglødende og går kold nok
en nat stiller træskoene former
kærlighedserklæringer på dine
kodylt bløde læber angsten for
døden udspringer af angsten
for liv for liv antidepressiv
medicin og beton som sko
fucking beton som sko

der vælter ubeskrivelige
digte ud af dine skulderblade dine
skulderblade fører samtaler med min
brystkasse du har kraftedeme en sexet
ryg som en kat falder du falder jeg
spinder vi elektriske tråde gennem
konstellationer af brystvorter alle mine
hænder om livet på din dødsangst alle
mine tanker i dine blodkar dine blodkar
dine stjernepakkede blodkar eksistensen
er ét langt svulstigt kys i dit skød jeg går
fuldstændigt amok det grådige kys er en
materialisation på sprogets død luften er
fuld af kød og spektakulære kærtegn giv
mig et hjerte der pumper mere blod
end sten et glashus af knogler

at være alene
to
det er et
fedt

bølgerne i dit hår
og sådan noget
pis

er det vejen
at gå
mod den smadrede
horisont

hvad er horisonten
i en  hypersensitiv
knoglebark

stjernerne er bristede
tråde engang
røde

solen ved jeg
kraftedeme snart
ikke med
som den hænger der
slatten og stupid

lyset i dit hår
og sådan noget pis
pis.

op til flere mindeværdigt ligegyldige konklusioner

at drikke sig forleden
halvstiv til et bryllup med
eftersmag af skaldyr i
kæften

oplevelsen af kronisk
liderlig og efterfølgende
konklusion at denne
liderlighed er behandlingskrævende
fucking meget og efterfølgende
at det åbenlyse masturbationsvalg
forekommer sløret fordi det
at kneppe er langt
sjovere. at det at kneppe
er behandlingskrævende og derfor
pisse sjovt og ting.

at have trangen til at skrive digte
ud fra en dybere nødvendighed
end blot billedet af at grunden
til at digtene overhovedet eksisterer
er at man skriver digte ud fra
nødvendighed. når digte
afholdensen fra dem
jo for helvede
aldrig har slået nogen
ihjel.

at udgive en fotografibog med titlen

jeg fucking hader
billeder
af træer

med udelukkende
billeder af træer.

et eller andet med
kærlighed
at jeg fik at vide at
mit syn på kærlighed
var sygt

at jeg dertil i et passende
dobbelttydigt svar svarede
at vedkommende havde fuldstændigt
ret
som en form for
bondreplik.

at jeg under
formuleringen
af pågældende tekst
burde have strøget
det med bondreplikken
fordi det ville svække
digtets ligegyldighed
(konstituere plathed)
strejfede mig
selvfølgelig.

rummet er ikke 

et begreb

og ubegribeligt

at indskapsle

rummet uden

for dig selv

vil du stå ved

det

eller selvforglemme

dit eget pis

helt alene

jeg kan ikke 

bære så meget

krop på én krop

luften er pisse 

tør. kloden klør

ad helvede

til

klædt i kar

der er et punkt

jeg ikke kan nå

et tidspunkt

hvor min vilje

får øjne at se med

jeg har alt

for længe

kneppet 

blindgyder

i søvne.

luften var spækket med endorfinske fugle der trak vejret med skyerne, overalt en gennemstrømmende aura af rendyrket ilt, dråberne lå halvvåde balancerende på græsset og dådyr optog synsfeltet på den herobserverende eksistens, der rektangulært med pupillerne blødt skar det fascinationspakkede billede over ved den perifere synsvinkels tågede grænseland. jorden var koldt varm og tankerne barfodet, blodet kvidrede halvsentimentalt og kvinder lå i tankerne på en mand, der mest af alt savnede sig selv og hele verden.

mit indre nightlife
rager som en
kolibri på kanon
meget coke
duracellkaninklart.


knogler der basker
organer der kommer
hjerte der koldt
gnistrer som iltbål

trashet som en karismatisk
parkeringsplads med tags

som i en ambivalent båd
sejler jeg tåget
som et stenet tog med tracks
der buldrer gennem øregangen.

kroppen halvt hænger mig
ud af halsen
halvt kærlighedseksplosivt
går jeg i kødet på min
hud for guds skyld

tud for guds skyld
noget blod for satan
noget satans for blods skyld

himlen ligger spredt
ud over det hele
som et blodsprængt cumshot

ordet spændende betyder ikke længere
sig selv. du skal højst sandsynligt pænt
tilbage i tiden for i pågældende tidsperiode
at finde ækvivalenten mellem spændende og
sin egen betydning i verdenshistorien. spændende er i dag
blandt andet ekstraordinært normalt. tidligere
kunne det engelske ord exhilarating passende
hæftes på spændende, som i betydningen
med betragtelig fascinationskraft, betagende, lystfremkaldende,
i sin substans noget i nærheden af
kærlighedsfremelskende. men nu dækker man
sin holdning ind i dette ultra forfladigende ord, således
at modtageren skal lede efter spor af sarkasme eller mangel
på samme som efter nåle i en høstak. jeg ved ikke hvad
spændende er, men jeg ved hvad det ikke er. spændende.

jeg går high rundt
i en blod nok følelse
bevidsheden skal
transcenderes knoglerne
løftes i et fald

vinterdigt (eksistenskort/håbløshedsnavigation)

at gå til
i et
minefelt

med kollapsede
sommerfugle.

sproget må flyde ikke sejle
jeg læser milan
kunderas latterlige lidenskaber med
mindreværdskomplekser
jeg har det tight nok i en krakeleret betonbygning
da du forlod mig blev mit hjerte
til øde asfalt
jeg ved ikke om det billede fungerer
generelt kan jeg klassificeres dysfunktionel
det er jeg pisse god til jeg vil gerne
holde fast i himlen som idé der
jo egentlig grundlæggende er fin
jeg vil gerne holde fast i ideen
om min personlighedsstruktur
der er velfungerende som idé
kald det et ophøjet stadie af
en nihilistisk bevidsthedsudvidelse
havregrødsguldkorn på en motherfucker

jeg har ikke lavet ting
jeg har lagt planer
jeg har lagt planer.

det sker
solen
antager dødsansigt
i dag er den syg nok
vi snakker engang
i marts
det er underordnet egentlig
bibliotekarerne
de normalt røvsyge
bibliotekarer bades
i et tungt lys
som i et kosmos
på tungen
jeg kan ikke bære det pis
og gider kraftedeme ikke
skrive årtidsbeskrivelsesdigte.

digt der ligger sig på grænsen mellem en facebookopdatering og et digt,et digt der allerede er skrevet i virkeligheden på min bogreol i et pænt asketisk værelse

faulker sarvig eco
hærværk eco hær
værk krishna
murti rigtig
meget krishna
murti pandu
ro shutter
island leif
panduro
charles
bukow
ski

fra hjertet fylder
banale sweet beats
i fugleflugtsperspektiv er jeg
en kærlighedspacman
pakket med jack mand
blot stilhedens rungen som
den der russiske youtubevideo

himlen står i kø

jeg er et beat dit blod
på en dyb dag boller
vi himlen i røven himlen
dens idylliske pis shit
lakker mod enden du
er fin klædt i min krop fuck
spark til solen mens den står op
spark til mit fald mens det
ligger ned
hvad er du og jeg andet
end kedsomhed der skal
kvæles i en storm og tages
ved roden

vandring

ingen steder
så kom vi så langt.

stjernerne hænger bag
et lysopblæst netnærk
i klaser som læber
der snart falder
træerne stikker overflødigt
op over skjoldhøjkollegiets
parallelhorisont
klemmerne fasttøjret til tøjstativet
i et gyldent snit
i et gyldent shit

jeg sparker til karma som en teenager
til en røvgammel knallert
vi når til grænsen
af vores egen krop
knoglerne giver ikke meget
lyd af sig

jeg bider mærke i
et nedgående fly.

mine sommerfugle i maven
har sommerfugle i maven
med dødsangst i næbet

alt knaser
en flækket nok lyd
hvem i helvede har bedt
om sne
og så helt hen
i marts mand

en guds knogler
klasket spredt sammen
som fragmenter
af smadrede telefonrør

stilheden ringer blæst
til fuglene fuglene
svarer ved at flyve
svaret højt

har rod i livet
disse eksistentielle
klassifikationer
eklatante
klarhedsdimensioner
rystet som et spejl

døden bløder blod
døden er et rum
jeg er vold
ligeglad med

giv mig et par
våde læber
jeg kan gå
grassat i

giv mig et par
æbler jeg kan gå
granat i

intensitetsblød
intensitetsblød

en vild nok sweet naked feeling inkarneret med tonsvis ultimativ og bevidsthedsudvivende bawl og skyjuice

jeg er game
jeg er så game
jeg er så meget game
det fatter du slet ikke
himlen åbner sig som et stjerneskød
det er kraftedeme blazin som læber under kys

jeg er bange
for tiden

altings akkumulationsskrumpning

at hænge ud i øde gader
med øde øer uden åer

at hænge hud
falde til
eventuelt
eventyrligt
som oktoberblade
eller oktanblade
ja

Åbenbaring

religion er fair nok, religiøs proportionalitet er fair nok. men hvad skal man med gud når det skjold han er, som tilsyneladende beskytter, samtidig gør os blinde for at se
sandheden i os selv.

Tangerer
min kernes
periferi
der er noget
tydeligvis jeg
ikke vil
røre ved
du ved

hvad
kontradikterer
livet døden
tydeligvis
udødeligvis
den levendes levede
død

svøb mig ind
i noget renere
cirkulation
hjertens gerne beskidt
hjertens hjerne beskidt

mit overflodsblod
står og knirker lirket
i et kosmisk
nøglehul
et kosmisk nøglehul
med døre bag

skriver det bag øret
skriver det pløret
skriver det blæst
skriver det tørt
væk.

diget
mellem
dit
du og
digtet
digter
dig

dette lys
har jeg skrevet
nu knitrer det
antilikeagtigt
nu løber jeg
antilopeagtigt
(kolibrier har
ikke en skid
på mig)
ud som solen ind
i nattens coolness

Der er ikke flere
digte. Parkeret ligger de
et sted i
fuldblodspassionen
totaltejakuleret
spændstigt blodopsvulmet
som en fed engel. Folk
kan tage det lort
med sig og
skride.

Se det

Det går.
Ad helvede
til. Det går
slet
ikke. Slet ikke.
Det går. Det gør
det jo. Jo jo.
Det gør det kraft
eddermageme.
Underdrivelse
fremmer forståelse.
eller er det omvendt
svedigt når det ligesom er
slasket, henslængt, dvalet.
Det er noget
med at komme ud
over eksistensens
rampe. Ud i
rampelyset under
huden. Se det
pis i øjnene.

en shotgun blod
gennem samtlige
molekyler.

Jeg ved snart. ikke. Om jeg har et breaking point eller om min apati glidende tog over for kedsomheden. det at være smadret. ked af det. fucked. jeg kalder skuddene, mens både krop og sjæl sejler. Noget. Pis. Overflødige kendsgerninger. Blødende sorte huller. Spiraler. Kusse. Simuleret dybde, slåen ihjel. At sidde i en stol mens man bevæger sig pisse hamrende stille. Fremad tilbage. Fortidskonklusioner, fremtidsillusioner, projektioner, sigmund fucking freud. bla. bla bla.

Hold

stilheden holder
stilheden holder kæft
havet holder
havet holder ad helvede til
vejret holder
vejret holder
vejret
kysset holder
kysset holder blodet
kørende
solen holder
solen holder svedigt
freden holder
freden holder vold
kærligheden holder
kærligheden
kærligheden volder
stilhed
kærligheden boller
kærligheden
boller stilheden
bevægelsen holder
bevægeligheden holder
ordene holder
ordene

gud er døden. vær din egen
jesus. jesus christ jeg er
en sprød satan. en svulstig
klassiker. stjernestøv og
shit. du ved. jeg kan se det
komme. ud. over. himlen.
himlen giver jeg
en fuck for. himlen dit
og himlen dat. that
shit is crazy. dit kys
dit kys kvinde som et
blod der rider på nuets
bølge. bløder bøger. træerne
træerne i hede hule helvede.
som de vibreret svimler
dansende. ja. tak. hvad
er dette. dine fingre. hænder.
det sker. det svulmer, svalmer.
kvalmer, daler. spytter. har
piks. a. mor. duer og mol.
moler. mord. ekvillibristisk
ude af balance. selvvalgt
destruktivitet. joyce. joyce
dit blæste svin. smukke.
din smukke røv klædt
i sperm og trusse. saft
dyb klart kysset. kysset.
uhmen. giv mig. giv mig
noget lækker kvalme.

psykopatstjerne

himlen pakker en skudsalve stjerner ud natten
sparker karma koldt igang dine arme dine arme
er fulde af armeer med morgenstunde michael
michael forpulet strunge strejfer dit pis en dag
endnu en dag er gået flået som stilheden i skoven
tilsmadret med kragelatter mågeklatter mosbevoksning
bombardementer bombardementer af mange bare
sekunder afklædt afklædt i intenst nærvær benet
benet knoglen bassen i blodet beatet hjertet kaldet
kalder faldet smuldrer en smule marken kalejdoskopisk
vejret slår en kakofoni op du slår smut på stjerner på
skidt på skidt på nær på fjern på månen lortet livet
eksistentiel revolutionsnihilist revolutionistisk
eksistentialististkakofonist kussevandrer vandbærer
postkasserød blodkosmopolist

når der ikke er mere
er der altid
døden

når der ikke er flere er der
altid flere
digte om døden

altid døden livet
altid altid

uddrag / åndedrag

ja, det var meget stærkt, den var så dyb den sex vi havde, den var så smeltet lækkerkærlighedsk

jeg har det godt nok
fucked up.

jeg har det fucked up
godt nok.

du ligger dyb
i en ryggrad
på noget kun
over nul
jeg giver dig
en vinkel
dit krøllede
hår snor
sig om mit
skulderblads blindhed
stjernesystemer
er overvurderede
for et stort kort
øjeblik

jeg står i blik til halsen

hvad skal jeg

med et ego

jeg er ligeglad

jeg er betydnindsfuld som 

et led

i en ok blæst kosmisk 

konstruktion

krishnamurti siger

jeg ikke skal lytte til ham

så det gør jeg

mens jeg læser ham

uopmærksomt 

koncentreret.

vi sidder i et bål af krop og blændværkes af en kold brand der gnistrer som hvidt blod. mine hænder hænger henslængt om din røv fuldstændigt naturligt som en forlængelse af dit kød. natten er foruroligende. en modbydelighed vi bider mærke i. du tager tæppet henover dig på en blid måde som om det var et barn. jeg elsker at se dig. på den måde. så falder tiden med solen. dagen skyller ind over vores fødder.

jeg ved ikke
med lange
digte.

stilheden ved hvad jeg snakker om

jeg kan ikke forklare det

eksistentielle i selvdestruktionen

noget med at dræbe sin ked

somhed tage livet

af en zombie med popmusik

og tommy seebach i en kold 

brandert,

hvad er jeg
et flodspor
i et kosmisk
ocean

jesus hvor
komisk pis
pisk mig
gennem
skærsilden
med leende
smileyer
på nakken

dagene falder af træerne
som sten fra en skulder
kold som et svedigt hav
konkylierne konkluderer
kalkulationer ud i uvisheden


jeg står i et kys ved fx
vesterhavet vesterhavet
er væk
på en intenst bidende måde
karmaen er en temperatur reguleret
efter dit indre piskompas


universet ligger i koma
med åbne øjne.

at komme døden
til livs
at sparke pisset igang
at komme dybet til
lys

sjælen er et hav i maven på en blåhval
hvad transcendentalt pakker en solnedgang
i virkelighedens blodkar
giv mig en kliché jeg kan kneppe uden
at blive træt
den sociale bevidsthed har jeg
altid betragtet som et kondom
af fucked konformisme fuck
konformisme kontorisme jeg
vil flygte fra eskapismen
med sommerfugle i blodet og
klarhed i maven dybkoldt
bevidsthedsrevolutioneret

hvis du fylder min mund med lys
vil jeg kysse hele din ryg tilbage

natten blomstrer stjernebilleder
kærlighedserklæringer står for skud
underbevidstheden pakker drømmen ind
i kliche og dårligt transmitteret barndom

megalomanmelankoliker

kan du sige fuldblods
kærlighed
hestene i himlen efterlader
racetracks i blodbanerne

kroppen er et batteri. vi snakker kosmisk kendsgerning. en lad nok følelse. for nogle måneder siden spiste jeg kød der smagte for meget af dyr. kender du dét? min mund var efterfølgende intetfølende. og lammet kulinarisk. så drak jeg med garanti kaffe og ville, men kunne ikke, kysse dig grådigt. jeg ved ikke. jeg ved det godt. det er væk. jeg sidder ikke med andet en den lammede klamme smag. min umiddelbare trang blev tilbageholdt fordi jeg ville skrive kæft, og jeg er ikke interesseret i at blive set som et menneske med en beskidt mund. sæbet ind i bestialitet. jeg er for god. til sådan noget. jeg vil opfattes som smuk. det er noget med en kerne, snakkede vi om forleden. noget med at gå tilbage mens man går fremad. du ved hvad jeg mener.

facebooktilstandsbetegnelse

urværk orange. beethoven. halvsort kaffe med mininum af sukker. rastløshed og tolstoj. betragtninger om formuleringer af verdenssamfundet i kraft af bevidsthedsrevolutioner. og svin til aften. karismatisk intelligente kvinder. tyggegummi.

vinterdigt

pulveriserede engle
daler på marken
komplekser står 
halvforladte
hans øjne er som altid
tomme
eksistensen er en tam kop kaffe
med sporadiske reminiscenser
af chokolade og fisse
tankerne falder på sne
i tornadoblodet
hør hvor
det hvidt hvirvler
det sorte rundt

jeg har det som om
kloden er en
tændstikæske
og min mund
svovl.

forestiller mig os som en forestilling
scenen er sat i september
hvilket fører mine tanker
hen på en mand der sagde
at han
ikke kunne
udstå allitterationer
hvilket dannede svedig
basis for netop et bogstavrim
og så kneppede jeg dig
godt
og jeg sagde det var vildt
og så sagde du godt
og pulserede princecigaretter
fuldstændig nøgensvedigt
og så hang vi bare dér
helt væk på sweet

digt til dig

vi spejler hinanden
i telefonsamtalers 
elektricitet
om alting
om alt bling

vi tager den fra
hvor vi slap
ingen pis

vores fælles 
uforståelige
bevidsthed
giver mening

vores varme er kold nok
vores karma er blod nok

du er smuk i 
dit væsen
det er sådan
jeg kan lide dig

jeg kan virkelig
godt lide dig.

er landet men
ikke faldet til
som blomster
om sommeren
der går til
stadighed
i kødet på jorden
tiltrampet.

eller fede kys
der bor i en
erindring

jeg har det
sprødt jeg
kunne have det
større

komplekserne ligner
sig selv
gadebilledet ligner
min sjæl

jeg går i dybden
med et digt
du ligger i min seng
afklædt våd og
tørrer pirrelig

du lægger dig
for enden
af min tunge

trukket op

ja jeg
veksler mellem shit
hvor spaltet kan et subjekt
være
før grænserne er for
horisontale
ja jeg lytter
til bon iver
ja jeg lytter til dig
bon iver
jeg falder lodret elektrisk
jeg lytter til mit 
jeg

romantisk futuristiske betragtninger om det kommende i mit liv

æde mit jeg
erklære kærlighed mod krig (ambitiøst)
drikke mig reptilhjernestiv mindst 12 gange
læse omkring 200 bøger hvoraf halvdelen skal betragtes som tung læsning
sige jeg elsker dig til en person jeg elsker således at følelsen er proportional med ordene
hvis det giver mening
berolige mig selv med at selv freud sniffede coke som led i psykoanalytiske eksperimenter
fucking freud sniffede coke!
komme ud over mit forhad til udråbstegn (udråbstegn har også sin eksistensberettigelse(udråbstegn))
komme mig over samfundets pådragende kastraktionsangst
stå på bunden af et koralrev og se en blåhval i øjnene
forstå at isolation er en illusion og at megalomani er fucking godt selskab

kontra en elektrisk sol

dit røvhul
sagde du til mig
og jeg havde svært ved
at være uenig
og et kolossalt et
af sin slags
selverkendelse er en
ambivalent størrelse
bambi på glatis er en
ækvivalent størrelse

du skreg flænset
ind i telefonrøret
til en tavs mand i 
en elektrisk stol
med sit eget lort
på triggeren

du har en kæreste 
for satan
og så mit navn
jeg tømte min krop for gråd den nat
jeg har aldrig pisket så brutalt
angsteksistentialistisk

jeg vil gerne bolle klichéen øde hav
i denne sammenhæng
til beskrivelse af et menneske
der sejler i en ørken

har vi det ikke allesammen
sådan.

kærlighedsdigt uden så meget pis

jeg elsker din
måde

skru op for min
blodsprængning
imens dine
kinder rødmer
og solen
diver i havet

natten i nat var klarhimlet
som bare fanden
månen pakkede åbenbaring
og lukkede sig så igen lyn
hurtigt
jeg begravede alt mit pis
i bøger og træer og svullent
dybt blod

jeg kunne ligesom placere altings ubeskrivelighed
med dig i baghovedet

det er som om du elsker helt ud
i fingrene
sagde du engang

blæst digt

luften kolliderer med et mega
banalt ansigtsudtryk
det er svedigt
ikke desto mindre
størrelsen af mental himmel er 
steget i værdi

en baggrundslyd fylder mine kraniekonkyler
en eller anden kran leger med 
gigantiske dublo eller legoklodser

jeg scanner stilhedens sandhedsværdi med ultralyd

sådan betragter jeg verdenssamfundet: grænseløst
uansvarligt svinepis

vi har ikke set halvdelen
af den her motherfucker.

når man scroller ned af en eller anden
tilfældig blogsite om pis
bliver ordene til fugle i fugle
perspektiv set fra en helikopters
computerskærm

som for i sin rastløshed
at lave diamanter ud af toiletter

at dø i et kranium af blomster og tundra.

man dør i

jeg pakkede vores
kærligheds afsked
ind i et blæst nok ansigt
jeg kunne ikke lide
din knuste gråd på en blød
hovedpude

jeg tog vores fald
for let

jeg kender ikke ham du er
sammen med men
jeg hader ham
ad
helvede til

jeg fandt dine kys og trusser
helt væk
på den intenstilstedeværende
måde

man dør
i sådan et
nærvær.

søren
kirkegaard kontra
lana
del rey kontra
aarhusfrederikshavntogforbindelsen
kontra totalt apatisk teenager med
totalt høj musik i ørerne kontra
nihilistisk bla bla kontra
kærlighedens bling bling

hvad er fuglene
kommaer
baskende mod
punktummet.

Dagene ligner hinanden
det ene slag tager det andet
jeg spiser mit jeg
det er i hvert fald det jeg
fortæller mig selv
i busserne pakker kvinderne komplekse ansigtsudtryk
jeg højst sandsynligt for sindssygt misfortolker
manisk køber jeg magiske habbitter i genbrugsbutikker
hvad skal jeg sige andet end distraktioner fortrængninger
barndomme der danser satanisk ballet på min bevidsthedstærskel
jeg ku godt sparke den del af mig selv der repræsenterer
klaustrofobisk indelukkethed fuck
russiske dukker

hvad helvede er det jeg er
bange for
hvorfor helvede er jeg
så bange for at dø

selv at vælge ikke at vælge, er et valg. min paradoksalt subjektive enten
meningsløse meningsløshed eller meningsfulde meningsløshed. ikke at
et sådant eksisterer, men eksistensberettigelsen i kraft
af det blod, der uden hensyn til haveren, den cirkulatoriske
blodkarsbærer, der MÅ eller VIL hen imod et noget, en strøm, en
medfødt flod.

jeg ved ikke hvad det her kan, jeg ved ikke hvad det her er, men her er det, her bitch, det er ude af mine hænder

ligger klemt
mellem to
siders
funktionel dansk sproglære
jeg er guld
min bedste ven spraypaintede mit fjæs
med spraypaint i gold
jeg ser røvkæk
ud

jeg slikker ordene
intentionale bevidsthedsfænomener
ubevidst

jeg havde en latinlærer i gymnasiet
der sagde et eller andet
om tilstandbetegnelse
jeg har glemt
dem latinske betegnelse for
det husker jeg tydeligt

han hed bent og havde metroseksuelle tendenser
hans grammatiske forståelse var selvfølgelig grænseløst tight
han roste mig fordi jeg kunne redeføre for tilstedeværelsen
af tilstandbetegnelse af en kvindelig karakter i pågældende
tekst
og sagde morten du taler
som en engel

det glemmer jeg
aldrig.

det er noget med hensunkenhed, dybde og forestillingen, billedet af noget svulstigt, svedigt, der er noget andet, noget andet pis, noget vis form kører på kærlighed, hengivenheden i et kolossalt mikroøjeblik, vores tilstedeværelse i rummet, sammen, sammen, blod og våde læber, altid, de der, læber, fylde og dybe eksistentielt pakkede håndflader, åbne knogler, solen, nedgangen, lyset der æder dig op smukt, havets hjerte der slår i takt med landskaber hundrede kilometer væk, ultra blødt pakket ind i hvad der befinder sig, på den anden side, af døden.

et nedfældet træ ligner
til forveksling
en fuckfinger
naturens anarkistiskagtige måde
at give en fuck på.

at dine
røvnbalder tager form
i min hånd

hvad vil det egentlig sige
at kravle under huden

har du prøvet det
jeg har
at tage form efter en andens form efter
et modbydeligt svedigt kys

sådan sad vi bare
sådan set
og sad

væk

form

ordene
ordene
går kolde
som et ekkos
ekko

årene bliver til
standset form
som et splittet
træ

eller din hud
der løber ud

kloden kloden
går kold
der er ingen
til at registrere
dens intethed

dens

du har en smuk bling
over dig
ultramarinsviolet vinterhimmel tilvrimlet
med snefnug i nødlandingsudstyr

tilstanden af nat er et digt
værd

hvad der tidligere var røvsyg pseudokosmopol er forvandlet
til attenhundrendetallets prag

du fortæller mig halvt stående
med halvt åbne øjne at
du havde en dårlig drøm

hvilket får mig til
at tænke på om jeg nogensinde
har haft et smukt mareridt
eller at jeg flyder igennem det nu
som en seksogtyveårig
lang tåge

jeg læste terningemanden tidligere og
prøver at gribe den foruroligende tanke at virkeligheden
udelukkende er baseret på tilfældighedens principper

hellere det end at alt er
forudbestemt

eller er alt
forudbestemt og betyder
det at tilfældighedens arten
er fuldstændig ligegyldig fordi
slutresultatet er den totalt
samme total


fuck eksistentialismen.

natten er stadigvæk fed sort.

dit typiske twilightdigt

giver du heller ikke en fuck
for evigheden?

spejl
din høje virkelighed i min mund
vi kunne gå ud sådan her sammen
fuldstændigt tilstedevæk

jeg trækker på smilebåndet imens jeg skriver et digt

du har en stemme
der bider sig
vej gennem stilheden

eller du behøver ikke sige
noget du behøver bare sige
mig noget, jeg synes

du er smuk
på en måde jeg
end ikke selv fatter

det er noget med ord
så langt er jeg kommet

jeg kan godt lide dig
din sårbarhed er sindssygt tiltrækkende
tiltrækkende er ikke ordet
jeg mener fin ja fin
det er mere
på kornet

jeg er kommet
for at blive

under alle
omstændigheder

kærligheden er væk nok
jeg ved det
kærligheden er noget mærkeligt pis


er det her et digt
om kærlighed

jeg ved det ikke

kærlighedsdigte er noget mærkeligt nok pis

hvad er det jeg. bløder for. vil jeg overhovedet dø. for nogen. eller noget. hvor er mit
dig. er der noget galt med denne betragtning. jeg siger hvor er mit jeg, min kærlighed. kan det pis. bruges til noget. ja det er sort. natten. hvad fanden er det. jeg hænger mig i. hvor er mit hvor, hvorfor, hvordan og hvorledes. og alt. det der. kunne vi ikke bare konkludere at blodet var en kosmisk sammensmeltning af et verdenshjerte der slår dig. kosmisk simpelt simpelthen i kraft af sin kosmiske kompleksitet kraftedeme. jeg vil gå videre. til at sige at jeg vil sige et eller andet. er der mere. i den her mother. fucker. overgangsprocesser, tiltrækningskrafter, distraktionspetitesser. kerneværdier som jo for helvede aldrig kan være kernen. værdien. kollapsede klaverer der akkompagnerer din rastløsheds tyngende stilhedsfølelse. jeg går eksistentielt med alle. men man må ville lyve for at postulere den illusionsklistrede sandhed, der måske slet ikke er eksistensgrundlaget, hvis et sådant da er, i det hele. taget. at et eksistensgrundlag kun er et eksistensgrundlag i kraft af dets forpulede modpol, den røvpulende død. for at dø skal man nødvendigvis have levet. eller det vides vel heller ikke engang sådan totalt med sikkerhed, for ikke at sige vides ikke på nogen som helst måde. men er det et liv. er der et. døden kunne være endnu mere. om ikke noget, hvis dette, det vi er tilsyneladende, overhovedet er noget. som det ser. ud nu. det er jo en hypotese, du arbejder med, dit røvhul. er der en ende på der her hvad. hva. det falder. fra. jeg er så meget en anden end den jeg er, tænker jeg, jeg er, i et håb. du er sød, jeg kan godt lide dig. hold nu kæft. jeg elsker også dig, men er min kærlighed ikke underordnet, er du overhovedet under min hud, hvilket er det overordnede i den underordnede illusion. jeg er. ligeså. bange. for at dø. af blod. som dig.

som en katalysator for krystaller

sneen falder på tankerne

jeg er henholdvis
helt væk
klar i spyttet
iskold eller

blodvarmt
blodvarm

det pis her
indeni
skifter efter årstiderne

en symfoni
i dit eget
orgasmiske
orkester.

havet sølvbølger gennem
vores kroppe tæerne
langs med foden langs
kanten af noget
smukt nok pis
gå ned i en fin blodsol
ja det er sindssygt
banalt
hvilket smukt
er ikke dét

dit kys der glider imod
mit lys



fuglene kommer
nu

jeg forestiller mig hvordan
du forestiller mig
og forestiller mig
hvor skarpt blød jeg må se ud
i et sådant øjeblik

fortæl mig noget
det dunvåde græs en 
knitrende sommermorgen
der smager af dug
ikke allerede har
fortalt
nej vel

ignorance is bliss

natten dirrer ind
i blodet

gud tømmer
hjernen

fuglene sover
nu
de ved mere tænker jeg
de ved ikke bedre

øjenlåg lægger
sig som gardiner

i et
violetkalej
doskopisk
vindue

mine blodårer som landkort over det ubegribelige

jeg kan godt lide du er
forelsket i mig selvom
jeg føler mig
for elsket

dit fine blod fortjener mere
end sandheden

du skal vide mit hjerte
du skal vide mit hjerte
føler med det jeg ikke føler

du ved du kan sige ordet
hvis
jeg skal skride
ad helvede til

blodet vil løbe
uanset

det her pis
gør også ondt
på mig

possibilities

flere ting falder
på i aften:
ét er at dø (specifikation konkretiseres senere)
æde muffins
indtage imaginære hallucinatoriske svampe
skrive digte på månen
streame netflix som en bipolar i en manisk fase mens man savler
læse homer
det er vildt fucked så følsomt min krop er
jeg ku godt tage en bid af rummet jeg sidder i for at se om den anden siden var smukkere

puf hvor kan man svimle i
karma som dig
jeg sidder i en knogleø
og venter kun på mig

kosmopolitisk bonderøvskonklusion

det er fandeme ikke engang løgn. Der er altid
noget. Det er der altså.

jeg er ved at blive
helere

en havfed følelse

mennesker bliver mennesker via
mennesker

kloden
over

jeg kunne bære galakser på skuldrene som støv
du vil ikke kunne stå
for synet, ladet med lys

sammenkoblet er vores læber
elektriske

jeg bliver
min egen
død


jeg dør
min egen
bliver

gud skruer ned for karmaen
i min krop
sådan står han
halvpsykopatisk
med hånden på pulsen det
røvhul

himlen er kærlighed
koaguleret
forfalder jeg
til at tro

blodårene heler tiden
der ustoppeligt bare driver ud koldt
som et vanvittigt alene skib
skubbet ud ved dødsensfødslen

jeg bygger oven på
ovenpå
kan du sige
klodsmasjor
kan du sige
sort barhed
kan du sige
hvid indelukkethed
fortrængt som en jesus
under knoglernes testamenter
jeg skriver min puls igang
kan du sige slet
ingenting
kan du sige
blæste klaverer i en dunkelskov
kan du sige toner
der skriger sprogløst
kan du sige
tusind tabletter
antidepressiv medicin
kan du sige pis
og lort
kan du sige kærlighed
fuck kærlighed
kan du sige kontra
diktion
kan du sige opvask
forpulede opvaks der sejler
kan du sige planken
planken ud
kan du sige pest
kan du sige pest eller kolera
kan du sige flokdyr kan du
sige mindreværdskomplekse
flokdyr med ikke
andet end forsvarsmekanismer
på nakken
kan du sige gentagelse

smagen af eksistentiel kvælningsfornemmelse

jeg må gå
ned
i mit pis

nerveendernes arkæologi
min hukommelse er en tåget parkeringsplads

stanken af død
asfalt og en fars
elektrochok

brækker mig
ned koger mig
over

jeg har en stærk erindring
om alt
det jeg har glemt

sådan er der
så meget mens tiden
falder og mán læser camus
snakker lort og skider på
engle som en falden satan
der vender vrangen ud på trangen
til en helere halvhed

alt er psyko
logisk

kaos og kys
lys og lort

et fuldstændigt tilfældigt faldende blod

hvornår slår krishnamurti for alvor igennem, lad os nu for helvede tage en bid af denne bevidsthed så romantisk som en tresserfilms bløde solnedgang i den kvindelige hovedkarakters uimodståelige mund

du fatter ikke hvad jeg snakker om
det er derfor vi forstår hinanden så godt
jeg lægger
en brik
du kan klatre op ad i denne kosmiske ubegribelighed
du har svært ved at placere mit ansigt på
en indelukket dag
jeg bebrejder dig ikke, jeg fatter heller ikke et hak
en meter er der
imellem os og stadig denne hovedrysten, skuldrene optrukket
som et gone ansigtsudtryk
der skildrer foruroligende utrolighed
jeg ville gerne
jeg ville virkelig gerne række dig
svaret på døden og hvad på et sølvfad
om hvem jeg er hvor jeg skal hen hvorfor
bestemte ansigter kan pisse mig idiosynkratisk af
jeg gav dig gerne en vejrrækning af mit åndedræt
men fremtiden peger mere bagud end fremad
og du drømmer ikke om hvor fantastisk jeg er
til at gå baglæns på glas

det er ikke meningen
der er meningen
som åbenlys jagt

der er rummet imellem mellemrummet
i disse splitsekunders splitsekunder
hvis du er en dyb satan
får du en fed bid af kagen

moder jords religiøstproportionelle svulstighed
noget helvedes slagkraftigt himmelpis

der er aldrig med vilje
ens underbevidstheds strømme
strømmer
hvorhen de vil
så når jeg er
i tankerne med dig
i et blåt drømt hav
kan du skyde
skylden
på mit inderste
hjerteblod

vi står i en gud skov
under et kys
og smager på himmel

du er så hug og dejlig, kosmos

jeg har spildt tid og stjernemælk pladask 

på gulvet, det har været sindssygt

fedt at pille mig selv ned, i stykker

vibrerer min eksistens, kaoskollapset

men skide sikkert dekonstruktion, kloden

mit indre kosmos, anne linnet kunne

skrive sange om det pis, dine brystvorter kosmos

dine brystvorter kosmos, jeg går i flæsket på det

pis, pladaskfantastisk jeg brænder 

den her krop ud, jackson 

pollock ved hvad jeg bløder om