så alexander har den her konstanttilbagevendende evne til selvdestruktion, han kalder menneskets medfødte evne til at slå kedsomheden ihjel på. den kedeligste løsning ville være at drikke eller dope sig væk på et eller andet pis, så han triller ud af den modsatte grøft, serverer tilsvarende håbløshed, om end på en mere tydeliggjort måde, fx som da du som barn jokkede i en kolort og betragtede processen fra start til slut. man kan altid pisse i bukserne, det er også bare så skide nemt. alexander har altid haft en trang til at se det værste skidt i øjnene for på den måde at møde virkeligheden uden sit filter af forsvarsmekanismer og åbenlyst patetiske forsøg i form af rationalisering, der skal bevise, at man alligevel ikke er det kæmpe røvhul som ens underbevidsthed bilder sig ind (hvilket selvfølgelig er det fuldstændigt sande billede, men selvbevidstheden kaster i kraft af sin grænseløst polerede overflade glans tilbage i menneskets ansigt så at mennesket aldrig penetrerer erkendelsens dybdedimensioner). så hellere indrømme hvor fucking smadret utilstrækkeligt knust man er som udgangspunkt. kærlighedsforladt og kærlighedshungrende. som en ensom hund på en ensom vej. et nedbrændt kalejdoskop.