det er som om der befinder sig et overflødighedshorn af ligegyldige molekyler, der til ustandseligt optræder i skiftende kostumer, men båret af samme kroppe, samme åndedræt, samme tilbagevendende fald iklædt hyperbler, der danser på et blodbombardement af et kardiogram. tag dine fingre som eksempel, intet videre interessant, dine øjne, dit blik, din tilsyneladende skillen dig ud fra mængden som en stjerne i en høstak, glem det. hvem er du til at sige noget som helst originalt, hvordan tillægger du det grænseløst betydningsløse betydning. du kan argumentere for, at alt betyder alt, men samtidigfor, at intet betyder noget som helst. og hvis intet betyder intet betyder det ultimativt ligegyldighed, hvilket er den værste følelse overhovedet, paralyseret smag. det er rap over nallerne, en midlertidig heroin i blodårene, en hypotetisk kærlighedserklæring født ind i din rygsøjle. af stilstand er du kommet til stilstand skal du blive. til loopet gentagelse ud i det uendeliges kraniebrud maskeret som en spektakulær himmels hvide snit. solnedgange siger som så meget andet, ikke en skid. mennesket er en interessant race, der er udstyret med viljen til liv på lige fod med dyret, med den undtagelse at mennesket ulykkeligvis er sig bevidst om sit eget pis, sin egen ubegribelige ulykkelighed. det fedeste ville være ikke at stille spørgsmålstegn overhovedet, ligesom være deltager uden egentlig at deltage virkelig. samtaler siger mig heller ikke en fuck, det pis er drænende. undervejs i en smalltalk søger jeg at abstrahere ud fra samtalen, dens vigtigste bestanddele som en form for kulinarisk hjernesuppe, der koger og koger og koger, over i sidste ende. det ender altid bare med, at det smager af pis eller endnu værre, fuldstændigt neutralt, lunkent og dermed presserende vammelt, kvalmende, angstklassificeret. det kommer alligevel altid til, at det ikke kommer nogen vegne, ikke siger noget, der ikke allerede er blevet sagt en million andre gange i et utal af afskygninger, der blænder for det faktum, at der intet er, der virkelig giver mening, og at dette er den tungest rungende mening, der nogensinde vil kunne eksistere, med mindre en eller anden cunt eller ny race, stikker dybere og derfra koger en superbt lækker suppe, der glider smukkere ned end dette smagsløse blodpis af krigserklæringer og dårlige forbindelser mellem tiltagende ondskabsfulde mennesker, der hverken kan eller vil ændre universet til det bedre.