et stykke prosa jeg ikke fandt ud af hvor helvede skulle hen

den latterlige kendsgerning at kysse postkasserøde kærlighedserklæringer ind i din mund. at tapetsere sit indre til morfin, solnedgang og for længst glemte antikvariater. bilde sig selv ind, for ikke at gå til grunde, at der findes en grund, noget hinsides, der er svulstigere, dybere end den her laden stå stil, svinden hen, sveden ud. den hypotetiske kvindes hud skal ikke andet end at efterligne mine refleksioner, jeg vil se hendes orgasmer sætte sig fast som spektakulære krampetrækninger skabt af en kompromisløs blodsprængning. der skal ikke være noget tilbage. der skal ikke være noget at komme efter. kun efterladenskaber af de ekkoer vi tog med os i døden. kisten skal hamres til med stilhed.