du fatter ikke hvad jeg snakker om
det er derfor vi forstår hinanden så godt
jeg lægger
en brik
du kan klatre op ad i denne kosmiske ubegribelighed
du har svært ved at placere mit ansigt på
en indelukket dag
jeg bebrejder dig ikke, jeg fatter heller ikke et hak
en meter er der
imellem os og stadig denne hovedrysten, skuldrene optrukket
som et gone ansigtsudtryk
der skildrer foruroligende utrolighed
jeg ville gerne
jeg ville virkelig gerne række dig
svaret på døden og hvad på et sølvfad
om hvem jeg er hvor jeg skal hen hvorfor
bestemte ansigter kan pisse mig idiosynkratisk af
jeg gav dig gerne en vejrrækning af mit åndedræt
men fremtiden peger mere bagud end fremad
og du drømmer ikke om hvor fantastisk jeg er
til at gå baglæns på glas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar