Det sorte får
jeg pakket sammen
i en lomme lys
der strømmer gennem
sprækker i knogler
oplyst som en scene
sprængt klode
det er i alt
fald hvad guden
i mig idealiserer
over
mit hoved der værker
af kunst og bombede
lokummer
er blot en konstruktion
jeg går i flæsket på
at være et svin uden ende
på den måde
et kannibalistisk et
når fortrængning koger
som en knoglekeddel
hvem har ikke gjort godt
af at eksplodere supersonisk i tide
og utide
en ilter ilt
en larm der gør op i støj
Ingen kommentarer:
Send en kommentar