processuelt bullshit at tage
tyren ved hornene kneppe
sommerfugle i søvne gå
amok i filosofisk
nonsensbetragtning u
beskrivelige bekrivelser kant
på grænsen til sammenbrud at
belyse ting ud fra mørke forstå
alt ud fra ingenting tage bladet
fra eksistensens kæft vandre
vandkanter kolde sluge
solnedgange kameler sparke
gnister i et bål brænde hele
pisset af pisset af
det er det samme
det er det samme
det er det samme
jeg tænker på solbriller
jeg tænker på at slice mine halspulsårer
jeg tænker at jeg ikke længere har den samme
trang til pizza og sådan
jeg tænker at solbriller
for mennesker der er komplet
stilforladte deri finder trøst i form af
solbriller der i deres eget billede konstituerer stil
når de i virkeligheden bare ligner mennesker
der er på vej til begravelse
i deres triste halvfede ansigter
(ikke alle er fucking johnny cash, røvhul)
jeg har altid hadet solbriller
jeg har altid hadet idéen om solbriller som en genvej
til coolness
jeg kan ikke rigtig slippe det billede
jeg tror jeg vil have et par solbriller
der bliver en forlængelse af min coolness
ikke en pseudofed overbygning uden fundament, altså
jeg vil bære dem når mit blik signalerer vinter
(de skal ikke koste mig en skid)
de skal være neutrale i sit udtryk
de skal være neutrale i dit udtryk
de skal lægge sig op af min ansigtsmuskulatur
og specielt mit smil sige
jeg har solbriller dit svin jeg er ved at gå op
i limningen
jeg har det allerede meget bedre.
jeg pakker åndedræt
ind i splintret
glas

jeg står og tramper sådan
håbløst stakåndet fucking
eksistensens marathon døden
er en modbydelig acceleration
en togulykke tværs brystkassen

jeg pakker livet ind i
rædselsslagne aner

livet er en svane
iklædt tjære.
så alexander har den her konstanttilbagevendende evne til selvdestruktion, han kalder menneskets medfødte evne til at slå kedsomheden ihjel på. den kedeligste løsning ville være at drikke eller dope sig væk på et eller andet pis, så han triller ud af den modsatte grøft, serverer tilsvarende håbløshed, om end på en mere tydeliggjort måde, fx som da du som barn jokkede i en kolort og betragtede processen fra start til slut. man kan altid pisse i bukserne, det er også bare så skide nemt. alexander har altid haft en trang til at se det værste skidt i øjnene for på den måde at møde virkeligheden uden sit filter af forsvarsmekanismer og åbenlyst patetiske forsøg i form af rationalisering, der skal bevise, at man alligevel ikke er det kæmpe røvhul som ens underbevidsthed bilder sig ind (hvilket selvfølgelig er det fuldstændigt sande billede, men selvbevidstheden kaster i kraft af sin grænseløst polerede overflade glans tilbage i menneskets ansigt så at mennesket aldrig penetrerer erkendelsens dybdedimensioner). så hellere indrømme hvor fucking smadret utilstrækkeligt knust man er som udgangspunkt. kærlighedsforladt og kærlighedshungrende. som en ensom hund på en ensom vej. et nedbrændt kalejdoskop.
jeg skriver noget pis på facebook der er
karakteristisk for mit grundlæggende pis jeg
opererer med en fin balancegang imellem på
den ene side ikke at give for meget væk og vække
bekymring for mine tilsyneladende bekendtskaber jeg
ved faktisk ikke med kærlighed udspringer kærlighed
hovedsageligt af kærlighed til dit selv dette er et
retorisk spørgsmål hvilke banale spørgsmål
er ikke retoriske når du koger det ned jeg er
på nippet til kulkælderkulmination selvom
angsten er blevet lettere forkrøblet jeg falder
tit i søvn med halsbrækket rygrad tyk gråd
om dit bryst vælter til tider ud af himmelvævet
under min hud tågens klarhed smelter ind
i den uundgåelige dødskavalkade af kakofoni
som en skudsalve af blod
åbner verdenskødet sig
blomstrende for mine
knogler.

som at voldsnave havet
kollapse høj ned blandt
euforiske havfruer

som en evigt tilbagevendende
gentagelse gentaget som et
evigt nyt øjeblik driver

sneen ud af mit mørke faldet er
dragende som kærligheden
til dit udkast af et ego jeg sagde
en skudsalve blod et
bling karmakammer

der er intet
som en brændende
bro

mine hænder bundet
på ryggen
som en gud på
et kors.

jeg kan ikke se hjertet
for bare slag

fingrene smuldrer
til hav

verden som et
gigantisk glashus

kroppen er en sten kastet
i af kraft af kræfter jeg
kraftedeme ikke begriber

faldet stiger til
vejrs

altid til
vers


matematiske betragtninger over eksempelvis fuglekvidder

-vores ubestemte, herunder eksistentielle x, proportional med noget værre lort.

-hvis liv er lig død, er død lig død, altså lig lig lig, ergo (cogito) sum således slet ingenting.

-hvis rummet (for helvede) skal have en begrænsning må det, der befinder sig uden for begrænsningen være noget et eller andet (eller et eller andet der íkke findes som begreb for den menneskeligt matematiske kapacitet (for helvede, Kant).

-vi kan altså hermed påvise at intet betyder intet og alt betyder alt og alt betyder intet og intet betyder alt og således videre ud i det uendeliges totale ingensum(p).

-således kommer vi frem til, at vi ikke kommer frem til en skid, den omtrentlige pseudoeksponentielle akkumulering af altings tilsyneladende fremadskriden, altså.

-derved kommer vi til konklusionen om cirklen som det eneste endegyldige bevis for nogen og
noget nogensinde overhovedet, at køre i ring, 360 grader 365 dage om omgivet af 37 grader og samtidig andre 37 graders substanser, der således sameksisterende i sine 37 graders ingentings
360-graders-365-dages ophobning, kollapser, men dog på stående fod.
translationen mellem form og stof forbliver uladsiggørlig transformation. 
jeg sidder og forestiller mig hvordan du sidder og forestiller dig mig. jeg forestiller mig
dig og tænker forestiller du mig der forestiller dig. mørket om venerne er selvfølgelig et
grænseløst røvhul, det kommer vi aldrig udenom.

inde i mit hjerte hviler en forskræmt fugleunge og fatter efter kærlighed.
baggrundslydene er så pisse ligeglade, det fatter du slet ikke. jeg ved
ikke præcis hvad stilheden prøver på at sige. mig.
primalkysser
dine læber
livets træ og blod
der krøller sig
langs rygsøjlens
iltlandskab det
er her jeg vil
være våde læber
klar på tåge
åben og alting
du falder på
knæ som en
gud
glasskår med vingummibamser.
månederne falder
af træerne

et okay
forfaldsbillede.

dine kys piled up
i en okay blæst
tankegang

bestående
af en unaturlig compound
af blandt andet nedslåede
dommedagskomplekser
seksualitetsbetragtninger
og kolossale egopaladser.

en okay dissekeret
mands landskab

kald det
karma
cirka

digte der vælter
mit allerede trampede
fald

digte der vælger
min klarsynede
død

digte hvis pis udspringer af
apokalyptisk trampolin.
jeg har det fucked med mennesker
der diagnosticerer mit på tidspunktet humør
udfra facebookdateringer
fuck facebookopdateringer
men så igen hvad
helvede havde
jeg regnet med

smileyen gør
hele forskellen

en sur smiley indikerer:
tristesse mens manglen
på en sur smiley er
fuldstændig fucked

smileyen:
den absolutte
distinktion
mellem fuldblods
vrede og manisk
lykke

et fint billede
på liv og død
i virkeligheden.
uden for mig:
ubeskrivelighedens puls
sidder indkapslet
i klicheer
om din røv