Hvad fanden er
solen
en opblæst stjerne
et gigantisk røvhul
jeg ved ikke hvor dagene bliver af
det efterfølgende indeholder ligeså meget
mangel på gennemslagskaft som det forrige
kombinationen af kosmopolitisk bagrundsmusik
og stilhed pulserer som artificiel ilt i mit blod
solen bløder sit lys ind i dagens
splittede personlighed
jeg har ingen ord for fuglekvidder
eller blodrødsdybe kvinder
angsten hviler i sin hængekøje
dit antropomorficerede fuck
jeg lægger låg på min søvn
strækker kroppen til et mega
lomant T, drikker kaffe, forsvinder
i en tilstedeværelsens nihilisme
det dybeste punkt du kan synke er din hals
til døden sluger dig som en iltformørkelse
vores latterlige stemmer drukner i den her gigantisk irriterende tørretumbler. bladene og ordene hænger til tørre efter regnen. jegerne hænger sig i jegerne som løkkerne om halsen på livet selv. det er ikke til at sige noget ingen ikke har sagt i forvejen. der er kun denne transformatoriske lorteenergi i luften hele tiden. gader der bliver vasket, sår der bliver slikket, hunde der pisser, mennesker der bliver skidt ud med langsommelighedens foruroligende hastighed. du ved jo for helvede godt, hvad jeg snakker om.
jeg lever ikke, jeg er udød. denne kendsgerning er en tyranossaurus. blodet vil altid indhente dig. denne accelererende krakelerende struktur. som en art tornadokonstuktion i dit åndedræt. kærligheden er en væske der kan opløse alt dit pis. jeg har det mærkeligt med denne eksistentielle stereotypisering. når sommerfugle fletter fingre på blæste sommereftermiddagsdage. når fugle gør. den sprængte fornemmelse af guddommeligheden i henholdsvis intetheden eller altet. din splittede automatisme. ikke at have valgt dit følelsesregisters uundgåelige reaktionsmønster. når et kys udraderer tvivlen. når dit kys flås i stykker. hele tiden ingenting aldrig nogensinde alting i ustandselig cirkulation. en sol i konstant fald fra sin fødsel. vintterhimlens latterligt fede krystallisation.