Jeg er prædisponeret for at destruere mig selv. For nu at være genetisk realistisk. Genetisk gentagelse. Genetisk gentagelse. Mine hænder, huden, fingerspidsene, ørerne, altsammen reproduktioner og i virkeligheden ikke mine, men en andens. Hundredeogtusinde år væk og milliarder af ord siden. Jeg forestiller mig for eksempel at udformningen af min ansigtsmuskulatur kan dateres tilbage til før kristi fødsel og at kristus garanteret havde ganske bemærkelsesværdige kindben, givet hans guddommelighed selvfølgelig.
Solen planter
sin rød
i hans landskabsblæste
vinteransigt
mens rodet krakelerer
krank
dét mere
kaosset koagulerer
som eksistentiel
strangulation
manifesteres
helbredelsen er
uklassificeret
som dematerialiseret
materiale
man kunne snakke om
tentaklerne på et klaver
der spiller klassisk smadrede
bipolare symfonier mens
bedrøvelsen ler
sin rød
i hans landskabsblæste
vinteransigt
mens rodet krakelerer
krank
dét mere
kaosset koagulerer
som eksistentiel
strangulation
manifesteres
helbredelsen er
uklassificeret
som dematerialiseret
materiale
man kunne snakke om
tentaklerne på et klaver
der spiller klassisk smadrede
bipolare symfonier mens
bedrøvelsen ler
Det er vigtigt, nej betydeligt, nej af vitalitet, nej altafgørende, at sprætte denne indvendige klode op påny, at blive genfødt uden for fanden religiøse associationer eller tiltanker, kødet som skal gå, alligevel, til slut, derfor bryde egoet op til grød, en gråd i en sådan grad, at hele pisset kan starte forfra, blomstre, skinne, shine, buldre, sådan nogle ting som fuldblodseksistener i virkeligheden realiserer, bjerge der flyttes, flugten der flygtes, havet der ånder, brystkasser der svulmer i lungernes tornado.
Rummet hvori han befandt sig var hans tilstedeværelse ikke tilstedeværende eller det kan så måske diskuteres idét han i øvrigt ivrigt læste dostojevskijs dobbeltgængeren og plexus af miller med en eventuelt trang eller nødvendighed om at forsvinde eller svinde ind til ingenting som eksisterede han ikke eller måske ligefrem det modsatte, eksisterede, netop ved denne handling i form af en ikke-handling, en summende computer der sporadisk gik i hibernation eller hele verden der var gået i dvale.
hvis du vil være kunstner
Du skal bare tude ti timer om dagen
stå under bruseren i flere timer i håb
om at depressionen bliver vasket bort
du skal udelukkende leve
af spaghetti
du skal tænke meget på døden eller på at
dø
du skal have et vist antal smadrede oplevelser
(en traumatiseret barndom er vigtig men bestemt ikke altafgørende)
du må ikke være lykkelig i mere end maks 30 sekunder om måneden
der vil være meget havregrød, der vil være FUCKING meget havregrød
du skal helst ikke besøge en psykiater (komprimér dit pis så det akkumulerer
sig til eksplosioner og ud fra eksplosionerne skal nye eksplosioner opstå)
du skal holde meget af håbløst eksistentielle film (lars von trier er et okay langt skridt)
du må gerne være megaloman i momenter (jeg har et okay langt skridt)
du ser på himlen og får kvalme over mennesker der smiler for meget
som om de ikke fatter alvorligheden af hvor dystopisk alting er
stå under bruseren i flere timer i håb
om at depressionen bliver vasket bort
du skal udelukkende leve
af spaghetti
du skal tænke meget på døden eller på at
dø
du skal have et vist antal smadrede oplevelser
(en traumatiseret barndom er vigtig men bestemt ikke altafgørende)
du må ikke være lykkelig i mere end maks 30 sekunder om måneden
der vil være meget havregrød, der vil være FUCKING meget havregrød
du skal helst ikke besøge en psykiater (komprimér dit pis så det akkumulerer
sig til eksplosioner og ud fra eksplosionerne skal nye eksplosioner opstå)
du skal holde meget af håbløst eksistentielle film (lars von trier er et okay langt skridt)
du må gerne være megaloman i momenter (jeg har et okay langt skridt)
du ser på himlen og får kvalme over mennesker der smiler for meget
som om de ikke fatter alvorligheden af hvor dystopisk alting er
vi er sammensmeltede organismer i en kosmisk tørretumbler
mine elskede er molekyler som jeg
mine elskede er molekyler som jeg
er en refleksion af
mine elskede er molekyler som jeg
er en refleksion af
Jeg kan stadig ikke affinde med mig tanken
om at andet end antallet af mykotoksiner skulle være
anledningen til mit smadrede helbred
at hjernen kan have så kraftig indflydelse
på kroppen, det er altsammen stadig meget
meget sort
jeg kan stadig ikke få fat i mine følelser
underbevidstheden eksisterer åbenlyst
og mine tænder falder altid ud i mine drømme
det er et eller andet med en frygt for at blive gammel
eller for at være ung
jeg kunne lave tandpastareklamer med det fucking piano
jeg føler mig som en elefant der går i beton
jeg skriver ikke digte jeg ser touren Leth snakker passioneret
en gammel dame med knækket ryg bliver holdt nede af en indkøbspose
uden for mit synsfelt
lige nu kigger jeg på korncirkler og tænker på eksistensen af
væsner der ikke eksisterer på denne jord
og en cykelrytter i tights der ligner en aerodynamisk alien
min sindssyge er et tankeeksperiment
der eksploderer i hænderne på en videnskabsmands reagensglas
der legede med tanken om at kreere et fuldbyrdet
menneske uden pis
i stedet sprang et fabeldyr ud af
ingenting
kombinationen af blåhvaler og uddøde mamutter med hukommelse
som en elefant der konstant bærer
nag
kan umuligt være et kønt syn
så jeg smelter ned i rødderne igen som mine gener
aldrig havde været
der eksploderer i hænderne på en videnskabsmands reagensglas
der legede med tanken om at kreere et fuldbyrdet
menneske uden pis
i stedet sprang et fabeldyr ud af
ingenting
kombinationen af blåhvaler og uddøde mamutter med hukommelse
som en elefant der konstant bærer
nag
kan umuligt være et kønt syn
så jeg smelter ned i rødderne igen som mine gener
aldrig havde været
hvis man var eksistentielt helt væk
kunne man svine mennesker til i deres
kommentatorfelt eller privatzone
som en uforstående kineser uden
situationsfornemmelse i metroen
som et kolossalt lille menneske
meget lig når jeg i live skriver:
bitch jeg er bukowskiblod
bitch du er blæst ud af genkendelse
bitch du er ligeså forudsigelig som
at uforudsigeligheden er
en konstant faktor
du arbejder med projektion jeg arbejder
med selverkendelsen af et jeg er
helt fucked, på den måde
adskiller vores blod sig diametralt
jeg er radikal på den måde
og det er sindssygt skræmmende
at kigge sine hænder i øjnene
som når kykloper ser dobbelt
eller gopler falder til havbunden
som havfruer der falder
ud af deres forelskelse
kunne man svine mennesker til i deres
kommentatorfelt eller privatzone
som en uforstående kineser uden
situationsfornemmelse i metroen
som et kolossalt lille menneske
meget lig når jeg i live skriver:
bitch jeg er bukowskiblod
bitch du er blæst ud af genkendelse
bitch du er ligeså forudsigelig som
at uforudsigeligheden er
en konstant faktor
du arbejder med projektion jeg arbejder
med selverkendelsen af et jeg er
helt fucked, på den måde
adskiller vores blod sig diametralt
jeg er radikal på den måde
og det er sindssygt skræmmende
at kigge sine hænder i øjnene
som når kykloper ser dobbelt
eller gopler falder til havbunden
som havfruer der falder
ud af deres forelskelse
Folk vil som oftest taksere ham som værende arrogant, en uhelbredelig cocksucker. Hvis du spørger ham er det ikke tilfældet. Han bærer konsekvent et tordenskjold mod menneskets opfattelse af noget som himlen. Hvad han gør er blot at bringe pistoler med til en atomkrig. Fx er araknofobiske mennesker ikke nødvendigvis klar over at edderkoppen er en million gange mere bange for mennesket end mennesket er for dén.
Kan man kneppe et udtryk
dit ansigt
hviler mod mit
bryst
solnedgangens eksistentielle overflødighed fx
kan jeg kneppe denne udsigts indsigt
himmellyset har lagt sig som en kliché i landskabet
det er en for vild stilhed vi snakker om
spektakulært
hviler hvaler under huden
sekunderne er gået
i hi
døden er en dvale og derfor
allermest nærværende
som en fuldbyrdet resignation
din uundgåelighed
en forstenet solsort på en græsplæne
nipper overlegent orme ud af hullerne
det er en flod
det er dit blod
teenagere på oldnordiske cykler
tastaturspasmer
en lyst til at flække himlen
til at drikke sig væk
gå cool kold
hænge mig i kvinders røvbalder
sparke til et ark som om man var gud
der skrev tekster med knogler som blyanter
dit ansigt
hviler mod mit
bryst
solnedgangens eksistentielle overflødighed fx
kan jeg kneppe denne udsigts indsigt
himmellyset har lagt sig som en kliché i landskabet
det er en for vild stilhed vi snakker om
spektakulært
hviler hvaler under huden
sekunderne er gået
i hi
døden er en dvale og derfor
allermest nærværende
som en fuldbyrdet resignation
din uundgåelighed
en forstenet solsort på en græsplæne
nipper overlegent orme ud af hullerne
det er en flod
det er dit blod
teenagere på oldnordiske cykler
tastaturspasmer
en lyst til at flække himlen
til at drikke sig væk
gå cool kold
hænge mig i kvinders røvbalder
sparke til et ark som om man var gud
der skrev tekster med knogler som blyanter
Han vil noget andet. Noget større. Blive blæst op. Om. Cool på den måde. Kolossalballoner for satan. Bevidsthedsudvidelse. Blodcirkulationer som en sindssyg i form af våde kys. Transformation til en fabeldyr skabt ud af en mand og en kvinde. Borede negle. Brændte broer. Hun er indsmurt i olie og sexet. Verden er indsmurt i olie. Kærligheden til revolutioner. Revolutionen kærlighed. Alene en tosomhed maskeret som i virkeligheden dobbelt op på ensomhed. Fucked up på eksistens. Din søgen, din død, dine hænder.
Jeg sad lige og skrev en opdatering på facebook af en engelsk sangtekst jeg fandt svedig, og rettede den yderligere igennem som en motherfucker og fandt ud af, eller rettere mine tanker faldt hen på, hvorfor gør jeg det her, hvad er det præcis jeg vil sige med denne i forvejen skrevne tekst, vi snakker bare en repræsentation af mig igennem en anden som en form for ugudelig uoriginalitet hvor jeg fuldstændig forestiller mig at bukowski ville have rullet sig i gravet og himlet med øjnene hvis han overhovedet var kommet så langt i teksten og samtidig ville jeg poste mine tanker omkring denne pesudofilosoferig i et pseudovirkeligt landskab hvor vi taler igennem andre for at opnå det mest optimale billede af os som mennesker og tænkte fuck det pis det pis er der ingen der behøver det pis behøver JEG end ikke og så skrev jeg den her ligegyldige tekst sådan i en underspillet rage ud af det blå
hendes krop hendes røvbalder badet i mit sved mit blodsprængte lem hendes læber hendes jeg mine fingerspidser clavicula pulsslag halsområdet overlæbe bider underlæbe arm fuckfinger klitoris tungesavl stram inderlår ydre læber indre frugt bare ord rod i hendes hoved vi er floden havet brysterne olie knitren gnister stød glas dyr land dal smeltet sne sitren vul kaner krampetrækninger over givelse ned fald hen sygnen kåd og blod åben klar fri hed legen darisk vok aler vok aler åh åh
trods sin endeløse romantik i sin tilgang, ligger der fascinationskraft i den konstante tilbagevenden til kærlighed, ikke så meget defineret ved en kærlighed to mennesker imellem eksplicitet, men mere en kosmisk, din forsvinden, din nødvendige tilstedeværelse i at være væk. Noget modbydelig smuk
fransk musik kører i baggrunden og på en fjernsynsskærm falder kastanjer fra et kæmpemæssigt norsk træ.
som ung var alexander ved psykolog, hvor han husker psykologen som værende et nervevrag, en kvinde, der så ud som ud hun skulle behandles for depression. Hun udførte den obligatoriske psykologiske test med blækpletter, der udreder de underliggende tankemekanismer, dysfunktioner, personen selv har svært ved at sætte ord på. Alexander så udelukkende blødende dyr. Opsprættede kaniner, halshuggede blåhvaler, tudende hunde på en havbund, der ved nærmere eftertanke hos alexander engang optrådte i en drøm. De kæmpe hunde, lochness-størrelse, var i et sådant omfang, at massen af hunde overgik massen af vand. surrealismen strømmede ind i hans vener. De efterfølgende år forsvandt tankerne på livet som dødt, hvilket i retrospektion har betydet at han har givet op. at tillægge eksistensen betydning som om der var nogen. Elskede der kunne hebrede ens ensomhed. at blive båret ud af sin egen krop.
Incapable / incalculable
Vi er dårligt nok kommet igang og så pludselig alt dette pis. Jeg kan forklare det med, at det umuligt kan forklares. Det strækker sig over flere år i venerne. Du har en mængde blod, nogle, hvad skal vi kalde dem, kapaciteter eller måske rettere inkapaciteter, kalkulerbare inkapabilliteter. Nogle har du benet indenfor hos, andre kan virke virkelig virkelig langt væk. Der er ting du gør fordi du er bange for at leve, der er ting du slår ihjel fordi du er bange for at dø. Ikke noget med at spilde tiden, sådan arbejder du slet ikke. Din eneste ambition kan være at overleve. Du kan føle dig ekskluderet fra et råddent rum. Et rodet rum, et bombet lokum og alting er et kardiogram. Ovenpå, ved siden af dig selv, helt nede. Denne konstanteksistenscirkulation. Jeg siger ikke jeg. Ved en skid. Jeg gør mig klog på dårskab, dådyr, violette himler. Det er hvad der er.
ukalkulerbart krakelerende kakofoni
Min ryg er knækket
som et dårligt digt
alle de for
kerte steder
rejser jeg mig
bliver digtene
for stive
som et dårligt digt
alle de for
kerte steder
rejser jeg mig
bliver digtene
for stive
4 kinds of the apocalypse
livet er fuld af død
solen er fuld af sort
fødslen er fuld af bort
tiden er fuld af kort
solen er fuld af sort
fødslen er fuld af bort
tiden er fuld af kort
Alexander havde en skildpadde der gik til da han var barn, hvorfor han blev ekstremt optaget af døden, livet, hvorfor vi er her, hvad det skal nytte, hvad sker der nu. Han græd og han græd over tabet af skildpadden. Men ikke umiddelbart efter opdagelsen eller beskeden der blev leveret af hans far en dag han kom hjem fra skole, hvor faren hang og lavede noget i et træ. Givetvis klippede det. Der var tale om en snigende eksistentialisme. Tingene har ikke rigtig ændret sig. Kedelige kendsgerninger, utilstrækkelige betragtninger, uendelige horisonter indtil en sol går ud, dit blod der forsvinder som bevægelsen af vand i en vindstille flod.
Vi sidder bare her
meget præcist og alligevel
ukalkuleret og dør
knepper hinandens spejlbilleder
jeg er ingenting og derfor noget
jeg har ingenting
jeg har ingenting
jeg skal nå
jeg sidder i en smadret stol med kun tre ben
der kræver min koncentration og koncentration
af balancegang
jeg er fuldstændig ude af balance
mit sofabord ligner noget der er løgn
i hiroshima efter en atomsprængning
hendes kys af substans
lignede noget der var sandt
jeg sidder bare her fuldstændig eksistentielt
bombet og har det okay
tomt, min lejlighed er proppet
med lort der fylder min krop med ubehag
man kunne forestille sig at jeg skar al
materialistisk produktion ned i mit rum så rummet
hvori jeg befinder mig producerede langt mere
serotonin da reguleringen af noradrenalin i min krop tilsyneladende
ikke behandlede mit pis, men hvad er et menneske
også for et menneske uden pis i sin krop
sin sjæl sin intensitet, min bror
jeg skriver noget pis ned på en papirlap
jeg drømmer om en anden krop
jeg går ned i en himmel jeg går op i
jeg elsker mig væk på svedig musik med et tørt nok smil
meget præcist og alligevel
ukalkuleret og dør
knepper hinandens spejlbilleder
jeg er ingenting og derfor noget
jeg har ingenting
jeg har ingenting
jeg skal nå
jeg sidder i en smadret stol med kun tre ben
der kræver min koncentration og koncentration
af balancegang
jeg er fuldstændig ude af balance
mit sofabord ligner noget der er løgn
i hiroshima efter en atomsprængning
hendes kys af substans
lignede noget der var sandt
jeg sidder bare her fuldstændig eksistentielt
bombet og har det okay
tomt, min lejlighed er proppet
med lort der fylder min krop med ubehag
man kunne forestille sig at jeg skar al
materialistisk produktion ned i mit rum så rummet
hvori jeg befinder mig producerede langt mere
serotonin da reguleringen af noradrenalin i min krop tilsyneladende
ikke behandlede mit pis, men hvad er et menneske
også for et menneske uden pis i sin krop
sin sjæl sin intensitet, min bror
jeg skriver noget pis ned på en papirlap
jeg drømmer om en anden krop
jeg går ned i en himmel jeg går op i
jeg elsker mig væk på svedig musik med et tørt nok smil
Lejlighedsvinduer oplyste
som opstablede klaverer der
rækker sine tangenter mod
himlen mod mit vindue taranteller
og knuste natsværmere kollapser
alting klapper sammen som sole
skrigende tavsheder i verdenshjerner
den ultramarine stilhed af ultimative pufskyer
elskede der kysser hinandens søvn hvid
mere af det gode mindre af det perfekte
alle mine knogler knirker som raslende birker
man har ikke spist i hundrede år herunder
25 alle forsvinder forvander forvandles til
stjernevæske tilbagetrukne ejakulationer
vi snakker om nærvær som stod døden for
skud er noget overhovedet noget vejr hvis
hvis ikke du bliver blæst på en rejse af glas
og køer gamle slidte sko ler mens tæerne bliver
til træer og tos kys bliver til tusind cirkulerende
forelskelser i dette sprængte rum
som opstablede klaverer der
rækker sine tangenter mod
himlen mod mit vindue taranteller
og knuste natsværmere kollapser
alting klapper sammen som sole
skrigende tavsheder i verdenshjerner
den ultramarine stilhed af ultimative pufskyer
elskede der kysser hinandens søvn hvid
mere af det gode mindre af det perfekte
alle mine knogler knirker som raslende birker
man har ikke spist i hundrede år herunder
25 alle forsvinder forvander forvandles til
stjernevæske tilbagetrukne ejakulationer
vi snakker om nærvær som stod døden for
skud er noget overhovedet noget vejr hvis
hvis ikke du bliver blæst på en rejse af glas
og køer gamle slidte sko ler mens tæerne bliver
til træer og tos kys bliver til tusind cirkulerende
forelskelser i dette sprængte rum
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om eksistensen i alting, mens mit tag endnu en fucking er utæt som tankerne i hjernen på en blæst politiker. Hvilket selvfølgelig er en pleonasme, dobbeltkonfekt helt ad helvede til, for hvilken politiker er ikke fucking blæst. Det var mit tag. Mit tag lækker igennem i revnen og dråberne splatter ned på mit fjernsynsbordog rammer næsten min fladskærm jeg i øvrigt overvejer at kassere. Det er af naturen og og bygningskonstruktionen hvori jeg sidder, det er min fucking lejlighed, veltilrettelagt kalkuleret i dét vandet falder ned, hvor intet egentlig kommer tilskade eller bliver ramt. det er revnen imellem min trekvartseng og som sagte fjernsynsbord og dertilhørende dvder og blurays. Jeg har til begivenheden lagt et rødt håndklæde over bordet, der kan absorbere regnen. klatterne hænger og dingler ned fra loftet lissom dengeng man, jeg, i folkeskolen havde bestået at kreere så kraftfuld en snotklat, gerne blandet med sprite som kunne hænge fra kæften i flere timer indtil man havde skabt så gloriøs en grønhakker, at den katalyserede klapsalver fra ens skolekammerater, der bare med forundring kunne se til mens den akkumulerde væske forlod min mund og plaskede ned på fliserne i gården.
Dåb/død/håb/fød
Få mig ud
af det
hér
jeg vokser desperat
baglæns
som en backtracket
fødsel
i skødet på et
maltrakteret
stjerneskud.
af det
hér
jeg vokser desperat
baglæns
som en backtracket
fødsel
i skødet på et
maltrakteret
stjerneskud.
Bladene falder som regnen for tiden. Som kollapsede klichéer klaskes de mod asfaltens tilstand. Indimellem skinner kraniet, jeg føler jeg er ude af den krop, jeg befinder mig i. Som dog klonker mig til en bund som spændt fast til et anker. Tanker tanker tanker der efterfølgende alligevel nedbrydes og bliver til det beskidte rene ingenting. Så jeg vasker snavset bort i saltpetersyre i håb om at gå til. Hundene sidder under huden som apokalyptisk potentiale. gud kalder man den der himmel, der spektakulært cirkulerer dag ud og dag ind. Og jeg dør blot dét mere.
et hypotetisk digt jeg kunne have skrevet lige inden jeg døde
Der er et
eller andet
alvorligt
galt
med det her
sted.
eller andet
alvorligt
galt
med det her
sted.
Jeg hænger ud med et mord. Alle mine lemmer virker uendeligt kolde. Det er goldt i landskabet, fremtiden ligger derude og jeg er kort for hovedet. Vi er dårlige for hinanden. Min krop og sjæl. Mit pis og mit lort. Mit at give en fuck som det tilbagevendende paradoks i en betydningspolstret eksistens. Umuligheden som mulighed. At jeg er ugenkendelighed. At jeg ikke har været mig selv siden jeg blev født. Om jeg nogensinde bliver det. Om det er overhovedet. Tilnærmelsesvis tilstræbelsesværdigt. Sindssyge virker sandsynligt. Sandsynligvis sindssygt sandsynligt. så drukner man lidt mere med tiden der alligevel er modbydeligt tilgængelig. En tilgang. En hermetisk tankegang. Hvornår blev logik en mangel. Var rationalitet forpulet altid en by i rusland. Jeg kunne have lagt flere kontinenter ned. Jeg lægger kvinder ned som kompensation. Altsammen støj inden klarheden indtræffer.
Hverken eller er det begreb jeg opererer med. Hellere sejle for sindssygt hvis skibet er for tamt. Fuck både og. Jeg har aldrig fattet det med at bevæge sig i stilhed hen til et eller andet. Nuancerne er kun fede i sine ekstremer blandet med andre ekstremer. Ikke så meget pis. Det der med enten at dø eller at være i live. Resten er eksistentielle skorper der skraber en røvsyg bund. Jeg går til eller til den. Som en muskuløs moskusokse der kværker et tusindårstræ op ved rødderne. Ikke så meget PIS.
jeg spiser hovedsageligt mave for tiden, min egen. Et stort sort, nej stryg dét, et gigantisk hul i et i forvejen gigantisk hul. Vi kunne kalde det supermassive black holes der bliver slugt af supermassive black holes. Den form for håbløsheds kompleksitet overlader jeg til, hvad nogle refererer til som skæbnen, hvilket jeg i virkeligheden synes er noget pis, men. Så har man da et eller andet, man kan hænge sin brusk på i stedet for at falde og falde og falde. Hvad er et fald i virkeligheden uden en landing andet end verdens mest ultimave magtesløshed.
et eller andet betragteligt kærlighedsdigt om en kogt eksistens udstrakt i en evighed
Hvad er et søm uden
noget at hænge der på
Hvad er dagen derpå
uden dagen inden
der eksploderer i sol
kys
Hvad er mit vejr værd
uden hendes ord
at hænge sig i
noget at hænge der på
Hvad er dagen derpå
uden dagen inden
der eksploderer i sol
kys
Hvad er mit vejr værd
uden hendes ord
at hænge sig i
Abonner på:
Opslag (Atom)