min tiltandsbetegnelse
en knækket tonalitet

en tør totalitet
en romantisk følelse
af en renvasket

morgendag
en skyfri psykologi
med en knust torden
i baghovedet
på tapetet
falder stilheden ind
i hjernebarken og
solskinnet buldrer latent
i knoglerns elfenbenshvide
skovlandskab

mindet
er af
dun

det meste af tiden slår jeg
noget ihjel. Hovedsageligt
tiden, højst sandsynligt også
rummet. Min krop er til
stede, tankerne er en anden
snak. Jeg vil helst ikke vide af
menneskelige relationer eller
kærlighedens latterligt bebyrdende
rygsæk. Uendeligheden er en blind
vej. Livet er blevet mig
og ikke omvendt. Jeg kan forstå
vi hænger sammen
desværre.
Jeg ligesom
driver som ensomme
tømmerflåder langs en
solnedgangsbelyst skovbred.

stille og roligt trillende
som en evig snebold
ned ad min egen
kind.

overflod overload overblod

mørket barrikaderer
mine knogler er
som en platform for
eksplosionhungrende
kærlighedskys under vild
nok himmelvælving hvornår
brænder helvede ad helvede til
til grunden hvornår med
blodets berusende solstorm
de kommende dage med
træernes rødsprængte blodsprængte
rødder der borer sig blødt ind
i din sparkende følelses nyfødte fysiologi

alt er under transformatorisk meteorisk
molekylær energi blomsterne har sunget
om det pis i århundreder hundredetusind gange
der er gigantiske muligheder for forandring for
smeltende torsoer der vrider eksistensen tiden rummet
af led lidende leende pumpende pulserende
med døden i en rusten rygsæk af sjæl
med tiden blomstrende i kraft af sommerfugle på nakken
forpuppende din dødsangst der bliver til
det dybdeborende hav du er blevet

dagene falder af
nætterne som blade
der er gået døde
der går en død
igennem
stilhedens rygsøjle
solen græder sine solstråler
over det spektakulære
landskab du kalder
din krop
der kalder på
blod fra en andens
åndedræt
dådyrene ved
hvad jeg snakker om
ordret
koret af kys
gennem havets marv
kærligheden som en kataklysmisk
begivenhed
for at gro
ilt hvor en ørken har blomstret
tro på det
døden som en skønhed
der elsker med livet

regnen er tung mikroskopisk

krystalliserende kloder vægten

af eksistentiel tyngdekraft blod

som betonsommerfugle dette 

vadested for et requiem trangen

til at smadre lænker med tankerne

angsten for angsten for angsten gang

på gang blødende kul du har

en solnedgang under huden under huden

der flækker sprækker kalder rasende

hunde hyler udefinerbare lyde der kommer

fra døde vægge flade ord tomme værelser

kommende dage orme der gnaver 

torden som en storm før stilheden i torsoet

Natten glider ind i marven som en pulserende

Ulykke. Lykkeligvis glider ulykken over i

Stilhedens transcendent iltakkumulerende

Bloddommelighed. Angsten dør lidt efter

Lidt som en tiltagende forsvindende

Flod imellem rynkede hænder, bedagede

Som det kys jeg lagde på dine

Læber langs åboulevardens kødfyldte sommerlys