Dissolve

Forestil dig at høre den der sang, mens et visuelt sammensurium af iturevne blade huse, træer dyr mennesker landskaber landsbyer fosser gennem dit åsyn fra et 

togvindue.

konverterer til krudtslam og kistebund

med kulkælderens infernalske larm

i mine blodkars fodboldbanede prædiken

Karamel

De mennesker der er omkring 

mig er nødt til

at sluge mig som den elefant jeg er

i glasbutikken skal man 

sluge en del 

kaktuskameler

jeg var sikkert

da jeg skar mig i fingeren og fik

fem sting på hospitalet af den døde

dehumaniserende lægevagt

stresset over små ting som

vi skal allesammen dø

lortet spreder sig

og et mindre skænderi med damen

om et blodrødt københavnerskab der bare 

ikke vil makke ret malingen

dækker overhovedet 

ikke ordentligt

Du sidder måske og tænker

jeg sidder for det meste og føler har 

som sådan aldrig begrebet

tanken om tænken

hvad kom først 

åren eller blodet tåren eller hovedet

jeg rejser ingen spørgsmål

falder stadig væk 

blot i staver 

med de svar

der virker 

for evigt

uendelige