Lejlighedsvinduer oplyste
som opstablede klaverer der
rækker sine tangenter mod 
himlen mod mit vindue taranteller
og knuste natsværmere kollapser
alting klapper sammen som sole
skrigende tavsheder i verdenshjerner
den ultramarine stilhed af ultimative pufskyer
elskede der kysser hinandens søvn hvid
mere af det gode mindre af det perfekte
alle mine knogler knirker som raslende birker
man har ikke spist i hundrede år herunder
25 alle forsvinder forvander forvandles til
stjernevæske tilbagetrukne ejakulationer
vi snakker om nærvær som stod døden for
skud er noget overhovedet noget vejr hvis 
hvis ikke du bliver blæst på en rejse af glas
og køer gamle slidte sko ler mens tæerne bliver
til træer og tos kys bliver til tusind cirkulerende
forelskelser i dette sprængte rum