Hendes anarkistiske narko
flyder rundt i den røde substans
der tiktakker cirkulerende som
tentaklerne fra flyvende fabelelefanter i et
cirkus nogen aldrig nogensinde
har begået ord i

du spørger hvad hendes lydløshed
fabler om som du spørger sneen hvor
den henter sin urkraft af kompromisløs
stilhed
dens fodspor er kodesprog de snakker
om aldrig at sætte ord på
et torso hvor to tør
hinandens gnistrende ribben

en punkteret zebrahan
hvis lunger pustes
op til gigantiske balloner
af hendes hvide striber

de går ned i horisonten
som bukowski når han
splitter det ødelagte
ad
på en typewriter
befolket med bløde
kvinder