havet:
en klump tårer
der vejer
et snefnug.

græder natten
ud af rygmarven

vrider et hav
til en sammenkrøllet
blødende sommerfugl
jeg fungerer på en brændt
af måde

dysfunktionel accelerationskraft
under varmblodet månehimmel

føler du hvad jeg føler
omkring intetheden

jeg har de her ting på hjerte basically
ikke så meget faktisk
pis

gå amok i et vådt
kys mens du dør

havet er et krystalliserende dokument
havet er en himmel
noget andet
et dødsbo for din angst

regnen er et alfabet
der falder dybere
med smerten

jeg siger regnen
falder smukkere
med blodets tyngde

vores uendelighed er for evigt forgængelig

mærker hvordan
dit kys
smuldrer på mine
læber

Livlig er en slange
fra at være
det modsatte billede:
Livslig.

hvadet

hvilket hvad

hvemet

hvilken hvem

hvoret

hvilket hvor

havet

hvilket hav

havet er den eneste størrelse, der manifesterer tilstedeværelsens abstraktion. Dine blodbaner er små bølgede kærligheder.

vi for helvede skulle have været ved stranden i dag

skyerne kunne vi have overlevet

regnen gør jorden og hjernebarken kedelig og smattet

hvem kan udstå regnen jeg kan ikke fucking udstå regnen

hvem har nu skrevet den sang

jeg kan gå med til vandpytter

gud er en vatpik med sin himmellegemede territorialitet

fuglene falder i byger
over dette arketypiske
solnedgangslandskab
havet og stilheden
løber gennem
samme blodkar
to ubeskrivelige
uendeligheder
under denne
stjernekneppede himmel

dine kys som havets ekko


en kærlighed som himlens rekyl.

blandt alle
solstrålerne
dukker
originale
metaforer frem
pakket ind
i et dybt
fint mørke
ingen pis
et øjebliks
hav
her kunne
være tale
om et kys
hen under
aftenrødmen
der kunne være
tale om
lettede træer
blottede for
skulderblade
en nøgen bark
en åben kvinde
hvis blodlegeme
rødmer

dagene dør som lukkede
portaler til dybere kys

dagen nu halvkold som
et kapitalistisk smil
jeg drømmer om et andet sted
jeg græder som et andet hav

det er kommet dertil
hvor jeg leder efter
originale billeder på
solen
der ikke bliver til
andet end lunkne
lysmetaforer
jeg ser teen dampe
aldringsprocessens alt for tidlige
progression gennem huden
kyssets tidligere metamorfose
dit omsorgsfyldte smil
der forsvinder som en
dødrød solnedgang
i min romantiske tankegang

alt er fedt
døden er for nærværende
jeg triller tommelfingre og
lytter til aarhushavnens døende skyline
luften er ligeglad
havet er cool jeg
er statisk uden elektriciteten bob dylan
gav mig lidt hjertemassage

3 års tårer

når jeg græder forsvinder
mit ansigt i en
krampetrækning af kød
akkumulationen af årenes
tilbageholdte smertetilstand
forplanter sig dræbende
sidste gang var det en højt
elsket
denne gang er det
ikke anderledes

jeg vender tilbage
til katalysatoren for gråden
for ligesom at trænge ned til dybet
af min gråd
dyrke den smadre den elske dens
kartasiske hylster
der nedbryder mig opbyggende

dagen begår selvmord og fosser sit allestedsnærværende blod ud
denne fortløbende proces
fuglene reinkarnerer deres version af stilheden hver morgenstund
kærligheden er et forpulet fossil under sindssygt langsom proces

min internetopkobling lyser hjørnet af stuen op som et lille bål
kærligheden er en forbindelse hooked på kys og usynlige kabler
computeren lyser ansigtsudtrykket op som et pludseligt smil ved opstart
den modsatte bygnings vindueslys falder med aftensolen, blide silhouetter
om natten er lysene skygger, lysende skyggende paradokser som eksistensen

solen falder af træerne
sjælen kaster konstant skygger
der er en pumpende bevægelse
i landskabet blodet simulerer
med naturlighed
som om kysset er en kærlighedserklæring til
sig selv
blodårerne løber ud i havet
blodet løber ud i sandet
halvkold iklæder dagen sig sin uundgåelighed
jeg er luften omkring min hud
jeg tænker på et gammelt kys
jeg er musklen i dit hjerte
fuglene dæmper sig mens horisonten damper

jeg skriver
for at
dø
lang
som
mere.

naturen vil skide på alitterationer

blodet er
lunkent
dunkelt
som solen
døende
dejlig
dagligt
fødderne
frosne
som ånde
under
vinter
torden er
en trøst
døde
lysglimt
i en
knoglet
evighed

jeg skræller et lag af min søvn
solen åbenbarer sine appelsintoner
et romantisk iltkys fylder min kæft med sweet

jeg har givet
vis brugt dette
billede før
så jeg
stryger det
som en ligegyldig
skjorte.

det pisser ned
regnen slår streger i sandet
eller rettere cirkler

kald det stilhedens kærlighedsforhold
til sig selv

jeg betragter synet
af mit indres solnedgang
med bemærkelsesværdig koncentration

der vil altid
være noget
over
et fald.

min tiltandsbetegnelse
en knækket tonalitet

en tør totalitet
en romantisk følelse
af en renvasket

morgendag
en skyfri psykologi
med en knust torden
i baghovedet
på tapetet
falder stilheden ind
i hjernebarken og
solskinnet buldrer latent
i knoglerns elfenbenshvide
skovlandskab

mindet
er af
dun

det meste af tiden slår jeg
noget ihjel. Hovedsageligt
tiden, højst sandsynligt også
rummet. Min krop er til
stede, tankerne er en anden
snak. Jeg vil helst ikke vide af
menneskelige relationer eller
kærlighedens latterligt bebyrdende
rygsæk. Uendeligheden er en blind
vej. Livet er blevet mig
og ikke omvendt. Jeg kan forstå
vi hænger sammen
desværre.
Jeg ligesom
driver som ensomme
tømmerflåder langs en
solnedgangsbelyst skovbred.

stille og roligt trillende
som en evig snebold
ned ad min egen
kind.

overflod overload overblod

mørket barrikaderer
mine knogler er
som en platform for
eksplosionhungrende
kærlighedskys under vild
nok himmelvælving hvornår
brænder helvede ad helvede til
til grunden hvornår med
blodets berusende solstorm
de kommende dage med
træernes rødsprængte blodsprængte
rødder der borer sig blødt ind
i din sparkende følelses nyfødte fysiologi

alt er under transformatorisk meteorisk
molekylær energi blomsterne har sunget
om det pis i århundreder hundredetusind gange
der er gigantiske muligheder for forandring for
smeltende torsoer der vrider eksistensen tiden rummet
af led lidende leende pumpende pulserende
med døden i en rusten rygsæk af sjæl
med tiden blomstrende i kraft af sommerfugle på nakken
forpuppende din dødsangst der bliver til
det dybdeborende hav du er blevet

dagene falder af
nætterne som blade
der er gået døde
der går en død
igennem
stilhedens rygsøjle
solen græder sine solstråler
over det spektakulære
landskab du kalder
din krop
der kalder på
blod fra en andens
åndedræt
dådyrene ved
hvad jeg snakker om
ordret
koret af kys
gennem havets marv
kærligheden som en kataklysmisk
begivenhed
for at gro
ilt hvor en ørken har blomstret
tro på det
døden som en skønhed
der elsker med livet

regnen er tung mikroskopisk

krystalliserende kloder vægten

af eksistentiel tyngdekraft blod

som betonsommerfugle dette 

vadested for et requiem trangen

til at smadre lænker med tankerne

angsten for angsten for angsten gang

på gang blødende kul du har

en solnedgang under huden under huden

der flækker sprækker kalder rasende

hunde hyler udefinerbare lyde der kommer

fra døde vægge flade ord tomme værelser

kommende dage orme der gnaver 

torden som en storm før stilheden i torsoet

Natten glider ind i marven som en pulserende

Ulykke. Lykkeligvis glider ulykken over i

Stilhedens transcendent iltakkumulerende

Bloddommelighed. Angsten dør lidt efter

Lidt som en tiltagende forsvindende

Flod imellem rynkede hænder, bedagede

Som det kys jeg lagde på dine

Læber langs åboulevardens kødfyldte sommerlys

Hvad fanden er

solen

en opblæst stjerne

et gigantisk røvhul

jeg ved ikke hvor dagene bliver af
det efterfølgende indeholder ligeså meget
mangel på gennemslagskaft som det forrige
kombinationen af kosmopolitisk bagrundsmusik
og stilhed pulserer som artificiel ilt i mit blod

solen bløder sit lys ind i dagens
splittede personlighed
jeg har ingen ord for fuglekvidder
eller blodrødsdybe kvinder
angsten hviler i sin hængekøje
dit antropomorficerede fuck
jeg lægger låg på min søvn
strækker kroppen til et mega
lomant T, drikker kaffe, forsvinder
i en tilstedeværelsens nihilisme

det dybeste punkt du kan synke er din hals
til døden sluger dig som en iltformørkelse

vores latterlige stemmer drukner i den her gigantisk irriterende tørretumbler. bladene og ordene hænger til tørre efter regnen. jegerne hænger sig i jegerne som løkkerne om halsen på livet selv. det er ikke til at sige noget ingen ikke har sagt i forvejen. der er kun denne transformatoriske lorteenergi i luften hele tiden. gader der bliver vasket, sår der bliver slikket, hunde der pisser, mennesker der bliver skidt ud med langsommelighedens foruroligende hastighed. du ved jo for helvede godt, hvad jeg snakker om.

jeg lever ikke, jeg er udød. denne kendsgerning er en tyranossaurus. blodet vil altid indhente dig. denne accelererende krakelerende struktur. som en art tornadokonstuktion i dit åndedræt. kærligheden er en væske der kan opløse alt dit pis. jeg har det mærkeligt med denne eksistentielle stereotypisering. når sommerfugle fletter fingre på blæste sommereftermiddagsdage. når fugle gør. den sprængte fornemmelse af guddommeligheden i henholdsvis intetheden eller altet. din splittede automatisme. ikke at have valgt dit følelsesregisters uundgåelige reaktionsmønster. når et kys udraderer tvivlen. når dit kys flås i stykker. hele tiden ingenting aldrig nogensinde alting i ustandselig cirkulation. en sol i konstant fald fra sin fødsel. vintterhimlens latterligt fede krystallisation.

det ligner ingenting
dette alt
mine fødder fastfrosset som
født ind i dødscirkulationen af
tilfældige sommerfugles vingebask

dagene falder af træerne som hendes
krystalliserede åndedræt gennem mit krystalliserede
åndedræt, jeg trækker mig
tilbage som en anden
latterligt pulserende iltmaskine
beton har ingenting på mig hvad

er et minde
et romantiseret postkort
til din dødsangst

apokalyptisk fosfor
noget at hænge sig i
en røvkold dag

hvorfor går solen ikke op i mig. jeg mener: hvorfor bevæger den sig ikke vertikalt igennem mit blod fra fodsål og direkte op igennem hjerneskallen, til den sprænger himmelrummets trommehinder i et dybere lys end det der for et øjeblik gennemløb mit. jeg er en kosmisk ejakulation, vil være det. der er intet megalomant at spore her, blot et ønske om at ville stikke højere, det spektakulære nu. at ville være væk i alt. blød blød ilt. jeg siger dig, hvis mine blodårer havde stemmebånd.

tiden bider mig i røven

den personlige revolution er for mig

tilsyneladende en anakronistisk lortekonstruktion

jeg drømmer om at dø

jeg drømmer om at leve

jeg drømmer ikke om en skid

duften eller stanken af foråret

gør ubeskrivelige ting ved min marv

lige nu kunne jeg pisse godt æde super meget softice

i går var en anden snak

mine hænder er mere blodfyldte end normalt

vennerne fremtrædende som anatomiske globuser

bon iver besynger et livepublikum i mine trommehinder
jeg bliver muligvis mere liderlig ved tanken om liderlighed end
liderligheden selv eller begge disse kombineret jeg
kunne have taget toget til københavn berlin døde
destinationer i jylland min angst er introvert lige nu
det er fint for det meste er mit åndedræt noget pis

brudstykke 1

Der er en pige, der bliver kneppet i den tilstødende bygning. Hun klynker på en japansk måde. Som en voldtægt hun elsker. Jeg er syg, så fuck jer. Jeg nægter at blive konfronteret med alle de ting, jeg ingen chance har for at realisere for øjeblikket. Jeg lytter spændt til voldtægten, mens jeg æder nogle triste efterladenskaber i køleskabet. Manden virker kold, ikke en lyd. Der bliver pludselig stille derinde. Han er muligvis kommet, jeg kan høre fodtrin i bygningen. Enten er hun på vej hjem eller så er han eller noget tredje. Han skal måske købe chokolade, jeg får altid lyst til chokolade efter sex. Chokolade kommer naturligt efter sex, darwinistisk rækkefølge. Efter at chokoladen er fordøjet venter jeg typisk håbefuld på, at en accelererende lort er på vej gennem mit tarmsystem. Det er et celebratorisk moment lige der. Al civilisation suspenderes for fuld smadder. Når jeg har været på toilettet, starter det hele forfra. 

at være
underlagt
overladtheden

min søvn falder i krop
underbevidstheden er en irriterende hovedspulsåre
jeg går med knyttede næver og skærende kæbe hele livet igennem
jeg sparker til noget i forvejen komplet dødt
kærligheden har trampolinkomplekser
lige nu mangler jeg alt
jeg er gennemgnasket knoglebark
dette er mit værk slet ingenting
fugle kunne ikke bekymre mig mindre
jeg kan tælle virkelig menneskelig dybtravende
kærlighed til mig på én hånd
jeg går snart ind i mig selv som en flad solnedgang
jeg går snart ud af mit gode skind
jeg gemmer det væk jeg går ud
tæller får slår år ihjel
dør som et tørstigt dådyr totalt splittet
ad

det er her jeg dør
uendeligt
stille

som et bjerg
der falder
i blodet

trækker mit
vejr
i landdrag
gigantiske
suk sukkes
bullshit
der er noget
efter den sidste
udånding
pulserende
vader jeg iltløs
gennem havet
i hals til halsen
denne ingenting
vejer tungt
på skulderbladene
din hud dulmer mine tunge
tunge suk
du trækker mig op
som en bundløs
metalgenstand
i et håb om
et håb om
i morgen

jeg ved hvad jeg laver. denne ikke haven styr på en skid. ukontrollabelt åndedræt. det er ude af mine hænder. min pande nærmest højlydt klaskende mod muren. at falde til blods. jeg føler alting forsvinder
for mig. at føle sig forladt i noget, der aldrig var i forvejen. forestille dig en kæmpestor betonklods der forsøger at mase sig ind i en for lille papkasse. den her fylde er urummelig. der er for meget for lidt. for få mættede lys. dette mørke der æder sit eget dybt sorte hul. eksploderer.

dette arkitektoniske ansigt
jeg carver din røv blød med kys
vi ligger dybe mens stormen tager til
jeg har ikke skrevet noget af værdi
i hundrede år tænker jeg efter
orgasmen
jeg knepper min sublimering i røven
jeg distorter dit ansigt med en tommeltot i din kæft
jeg har brug for den form for forvrængning
jeg ville dø uden
dine øjenlåg i min puls der banker foruroliget afsted
dagens tomhed der sparker min konstruktions doom på plads
at ville dø at ville leve min medfødte pendulering gennem
betonlandskabets introverte eksplosioner hvad
vejer mest tanken eller tanken om manglen på samme