det meste af tiden slår jeg
noget ihjel. Hovedsageligt
tiden, højst sandsynligt også
rummet. Min krop er til
stede, tankerne er en anden
snak. Jeg vil helst ikke vide af
menneskelige relationer eller
kærlighedens latterligt bebyrdende
rygsæk. Uendeligheden er en blind
vej. Livet er blevet mig
og ikke omvendt. Jeg kan forstå
vi hænger sammen
desværre.
Jeg ligesom
driver som ensomme
tømmerflåder langs en
solnedgangsbelyst skovbred.

stille og roligt trillende
som en evig snebold
ned ad min egen
kind.