dette arkitektoniske ansigt
jeg carver din røv blød med kys
vi ligger dybe mens stormen tager til
jeg har ikke skrevet noget af værdi
i hundrede år tænker jeg efter
orgasmen
jeg knepper min sublimering i røven
jeg distorter dit ansigt med en tommeltot i din kæft
jeg har brug for den form for forvrængning
jeg ville dø uden
dine øjenlåg i min puls der banker foruroliget afsted
dagens tomhed der sparker min konstruktions doom på plads
at ville dø at ville leve min medfødte pendulering gennem
betonlandskabets introverte eksplosioner hvad
vejer mest tanken eller tanken om manglen på samme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar