så dør rummet lidt mere, så slår tiden lidt mere ihjel

Man kunne tage fat på intetheden. eller bare en kvindes røv som begreb og lægge sig dér og dø lidt. lyden af den trøstende røst. og fatte, at hvad fanden man havde gang i, ikke gav mening. at dét gav mening. ikke at dø, men ikke at være bange for den. man kunne rejse sig som et halvt flag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar