jeg skriver noget pis på facebook der er
karakteristisk for mit grundlæggende pis jeg
opererer med en fin balancegang imellem på
den ene side ikke at give for meget væk og vække
bekymring for mine tilsyneladende bekendtskaber jeg
ved faktisk ikke med kærlighed udspringer kærlighed
hovedsageligt af kærlighed til dit selv dette er et
retorisk spørgsmål hvilke banale spørgsmål
er ikke retoriske når du koger det ned jeg er
på nippet til kulkælderkulmination selvom
angsten er blevet lettere forkrøblet jeg falder
tit i søvn med halsbrækket rygrad tyk gråd
om dit bryst vælter til tider ud af himmelvævet
under min hud tågens klarhed smelter ind
i den uundgåelige dødskavalkade af kakofoni