der sveder af asfalten
fra mine kulsorte
lunger.
Jeg er vejen frem
og tilbage, frem og tilbage.
Min asfaltånde falder
i med asfalten.
Jeg er et vaskeægte jordskælv
af asfalteret drøm.
Og fra sjælen fordamper senere
en solsort i changerende nuancer,
fra dunkelsort til mørkegrå.
Men en latent kærlighed lurrer
og det er benzin til hjertet.
Jeg forlader forfaldet for nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar