det samler sig ligesom
ligesom molekyler som
sommerfugle samler sig
om sommeren om trækroner
som sommeren slår ihjel
som om det aldrig var sket
i sine vinterlige pupiller
så om lidt sommer om igen
som om det aldrig fandt sted
som evighedens mosekonebryg
så anakronistisk som transcendensen
så blødt som snekrystaller
så manglende tidsintervaller
så let som ingenting