sidder tit en solsort
og titter ind til mig
pikker i jorden efter orm,
det sker vi får øjenkontakt
så kigger han bare dømmende
som om der var noget galt med mig,
som om han kan se noget manio depressivt,
som om det bipolare sitrer fra min hud,
som om han kan se mit livsblod er størknet asfalt
på en benzintung landevej ud til havets brusen,
det er der jo helt klart, noget galt, men det ved
han jo ikke, den lille græsædende satan
nu er han der kraftedeme igen
men denne gang er blikket mere blidt
nærmest drømmende måske kan
jeg lide den lille satan efterhånden nok mest
fordi hans blik reflekterer mit eget
på glimrende vis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar