Nogle gange da jeg var lille, og da jeg var super pubertetsinficeret, og nu hvor jeg er stor og stadigvæk lille, ser jeg et lillebitte udsnit af verden og tænker, at den er så uhelbredeligt urummelig. Det kan være en sammenstilling af sten ved en skov. Der er måske hundredevis af sten, hvor hver enkelt kvadratmeter periferi af den enkelte sten repræsenterer en virkelighed i sig selv. Ikke alene dét, men dét stenens indre i sig selv repræsenterer, ER en virkelighed i sig selv. Og det er bare i fx Hjørring i en lille bitte stump millimeters virkelighed, hvor der i og for sig kunne befinde sig nok udtømmende bevidshtedsmateriale til en menneskealders evighed. Sådan har jeg altid haft det med TING i verden. Verdens masser. Jeg kan overhovedet ikke rumme det og det gør mig bange i sin overvældenhed.

1 kommentar:

  1. Verden er kun så stor som vi ser den, der er kun så mange folk som vi kender navne på... Vi må stille fokus til tingene ikke er for slørede til at give mening, eller så skarpe at vi ikke formår at kikke

    SvarSlet