tidligere havde eksisteret den umiskendelit uafrystelige livsglæde i alexanders pis, men nu da blodet var blevet ældre forsvandt fantasien ligesom arketypisk apokalyptiske skyer over det provinsielle jylland.  det eksistentielle havde taget tusind tilbageskridt kunne han hensynke i dagdrømmeri med flere kameler i munden, der skulle sluges end en storrygende med lungecancer. dagene var blevet et sahara, vejret var ikke en skid omskifteligt, bare dvask, end ikke monsunregn ville plaske jordfladen til så man følte man levede, bare denne ligegyldige sjaskregn, hvis kaskader ikke engang kunne drukne en sulten myg. skaderne hang på himlen i deres skratten, håndfladerne på hovedpersonen var krakelerede, som inden muren faldt, men i dette tilfælde med den anden omstændighed, at den bare stod og ruinerede sig selv med erosioner og dekadente tankemønstre. man kunne eksempelvis stå og spytte ved et busstoppested og tvære sin spytklat ud betragte dette som dagens dybeste gerning. og så var altid søvnen, kosten og alt ens lort.