fordi alexander er startet på supplerende antidepressiv medicin er hans drømme blevet mildest talt bizzare. den første drøm efter starten på det søvnfremmende medikament, har været opbyggende hvorimod den efterfølgende drøm var opbyggende, som om han befandt sig i et grænseland,en indre kmp. omend hans rationalitet hvad angår symbolikken i drømmene kan vise sig at være fuldstændigt anderledes end han antager. drøm nummer et handler om en vej i alexanders barndomsby nært liggende i forhold til den vej, hvor han voksede op med en kanin ved navn klokkeblomst, i princippet sagen fucking underordnet, nuvel: karaktererne i drømmen fremstår ikke som andet end karikaturtegninger på stereotype frorestillinger af dumme svin og bestialske røvhuller, der søger at udradere al menneskelig godhed. Alexander føler sig i denne første drøm jaget og ekskluderet, udenfor, og alexander husker det som om, at han har løget og svindlet som et svin for at opnå noget af egoistiske årsager. selv forestiller alexander sig at han kan have kneppet en kvinde, der kunne være kæreste til et af disse røvhuller. modbydelige svin, der spytter efter ham med forvredne kviumske ansigter der kunne dræbe idi amin i en nedstirringskonkurrence. de kalder ham uduelig, at han skal skride tilbbage hvor han kom fra, og alexander husker det ikke umiddelbart som om at e slår ham, men den psykiske vold er en million gange mere brutal og knusende for dennes hypersensitive hjerte. specifikationerne er ikke intakte længere, kun nu er abstraktionerne tilstede i hans bevidsthed som så stille efterhånden er ved at forlade ham. drømmen var stærk og han føler sig svag idét han vågner, men på den anden side også lettet. han trækker vejret tungt og mærker tårerne svulme op i kanalerne omkring æblerne. disse hvad kunne klassificeres som surrealistiske tilstedeværelser i alexanders eksistens sidder i hans krop resten af dagen, ikke som materialiseret i form af følelsesmæssige påvirkninger, men i kraft af en videbegærlighed om hans egen henholdsvis gudkomplekse og mindreværdsvanvittige angste sind. I den anden drøm optræder flere af hans barndomskammerater i dette syrede game show der vist nok bliver tv-transmitteret.
jeg sidder og ser fjernsyn med himlen i baggrunden der er pakket ind i ultramarin. verden er okay stille, der blæst i min hjerne, på vinduerne klasker blade vissent. der er stille sporadisk fordi min krops forsvarsmekanisme søger denne overlevelse, min hjerne er kontradiktion på den me. jeg har tænkt på at dø i hundrede år. jeg genfunderer denne udtalelse som jeg kunne tænkes som reinkarnation. jeg forestiller mig hvordan jeg skriver en hel dag hvor jeg slår hjernen fra, læser en helvedes masse umiskendelig smuk poesi, bukowski, dostojevski, tolstoj, hemingway, ejersbo, socialrealistiske skildringer med sans for smag, intet hermang bang, når jeg dør tror jeg, at jeg vil, eller lige inden jeg dør er det nok nærmere, vil jeg læse herman bang, for at have et seriøst opvejende modstykke til herman.