Jeg sidder i en togbus og røvsveder mine bekymringer om fremtiden ud i en tyk læderjakke. Hvis knitren minder om svag regn. Jeg sidder ved siden af to teenagere, der på mirakuløs vis taler afdæmpet om hvor udødelige, de er. Ved siden af sidder en væsentligt yngre end mig pige. Hun rør mig ikke da jeg ikke har onaneret i hundrede år, eller mere specifikt fjorten dage og er på sin vis tørlagt for en tid hvad angår liderlighed. Jeg tænker på kærlighed realiseret udelukkende i form af platoniske forhold. Jeg ved ikke om mit nyfundne eksistentielle håb skal give mig blod på tanden eller forurolige. Læderjakken er stadig svedig og hende ved siden ser okay ud. Det eneste lys i bussen er ceruleanblåt og sidder i loftet lige over passagererne. buschaufføren bremser nu drastisk hårdt op og vi er ved at smadre ind i en paralleltkørende lastbil med en skægstubbet tjekkoslovak der er fucking stiv. Jeg har det allerede meget bedre.