Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om eksistensen i alting, mens mit tag endnu en fucking er utæt som  tankerne i hjernen på en blæst politiker. Hvilket selvfølgelig er en pleonasme, dobbeltkonfekt helt ad helvede til, for hvilken politiker er ikke fucking blæst. Det var mit tag. Mit tag lækker igennem i revnen og dråberne splatter ned på mit fjernsynsbordog rammer næsten min fladskærm jeg i øvrigt overvejer at kassere. Det er af naturen og og bygningskonstruktionen hvori jeg sidder, det er min fucking lejlighed, veltilrettelagt kalkuleret i dét vandet falder ned, hvor intet egentlig kommer tilskade eller bliver ramt. det er revnen imellem min trekvartseng og som sagte fjernsynsbord og dertilhørende dvder og blurays. Jeg har til begivenheden lagt et rødt håndklæde over bordet, der kan absorbere regnen. klatterne hænger og dingler ned fra loftet lissom dengeng man, jeg, i folkeskolen havde bestået at kreere så kraftfuld en snotklat, gerne blandet med sprite som kunne hænge fra kæften i flere timer indtil man havde skabt så gloriøs en grønhakker, at den katalyserede klapsalver fra ens skolekammerater, der bare med forundring kunne se til mens den akkumulerde væske forlod min mund og plaskede ned på fliserne i gården.