Bladene falder som regnen for tiden. Som kollapsede klichéer klaskes de mod asfaltens tilstand. Indimellem skinner kraniet, jeg føler jeg er ude af den krop, jeg befinder mig i. Som dog klonker mig til en bund som spændt fast til et anker. Tanker tanker tanker der efterfølgende alligevel nedbrydes og bliver til det beskidte rene ingenting. Så jeg vasker snavset bort i saltpetersyre i håb om at gå til. Hundene sidder under huden som apokalyptisk potentiale. gud kalder man den der himmel, der spektakulært cirkulerer dag ud og dag ind. Og jeg dør blot dét mere.