jeg spiser hovedsageligt mave for tiden, min egen. Et stort sort, nej stryg dét, et gigantisk hul i et i forvejen gigantisk hul. Vi kunne kalde det supermassive black holes der bliver slugt af supermassive black holes. Den form for håbløsheds kompleksitet overlader jeg til, hvad nogle refererer til som skæbnen, hvilket jeg i virkeligheden synes er noget pis, men. Så har man da et eller andet, man kan hænge sin brusk på i stedet for at falde og falde og falde. Hvad er et fald i virkeligheden uden en landing andet end verdens mest ultimave magtesløshed.