Jeg hænger ud med et mord. Alle mine lemmer virker uendeligt kolde. Det er goldt i landskabet, fremtiden ligger derude og jeg er kort for hovedet. Vi er dårlige for hinanden. Min krop og sjæl. Mit pis og mit lort. Mit at give en fuck som det tilbagevendende paradoks i en betydningspolstret eksistens. Umuligheden som mulighed. At jeg er ugenkendelighed. At jeg ikke har været mig selv siden jeg blev født. Om jeg nogensinde bliver det. Om det er overhovedet. Tilnærmelsesvis tilstræbelsesværdigt. Sindssyge virker sandsynligt. Sandsynligvis sindssygt sandsynligt. så drukner man lidt mere med tiden der alligevel er modbydeligt tilgængelig. En tilgang. En hermetisk tankegang. Hvornår blev logik en mangel. Var rationalitet forpulet altid en by i rusland. Jeg kunne have lagt flere kontinenter ned. Jeg lægger kvinder ned som kompensation. Altsammen støj inden klarheden indtræffer.