min far siger længden er den der er længst og jeg har svært ved at være uenig og tænker at dybden alligevel er det, der er højest, han farer rundt, han er pisse hamrende, han er pisse hamrende rastløst, jeg vader også rundt med sindssygt mange konstante tanker, det har jeg fra ham, jeg har mine stærke sider fra min mor, siger jeg altid til fremmede eller dybere relationer, men der er stadig det sofabord der skal restaureres, min søster fandt engang en plade på en losseplads med noget tekst på, der var fed nok, hun har droppet den, jeg tvivler på jeg nogensinde får en kæreste igen, ikke fordi jeg hænger mig fremtidsbetragtninger, måske engang lige inden jeg dør eller hvor jeg er allermest i live med epifanier som elefanter i glasbutikker metaforiseret som noget der er min eksistens yderst magtpåliggende at gennemføre, og i virkeligheden kan jeg måske bare godt lide fisse, og så er der ikke så meget mere, men det passer ikke en skid, jeg er ikke konstant liderlig, men når jeg er allermest liderlig er de smukkeste bekendtskaber jeg nogensinde har haft gledet ud mellem mine fingre, garanteret et eller andet med en kosmisk orden, at der skal være kærlighed nok til alle, at et røvhul som mig ikke skal spildes på kærlighed, jeg alligevel aldrig nogensinde vil kunne gengælde.