hvis man bar kunne skrive en fucking tekst der ikke var til at lukke op og skide i, en eneste fucking tekst, der intenst insisterer på sin egen tilstedeværelselse, en tekst der udelukkende i kraft af sine substantiver og adverbier og totale mangel på adjektiver for helvede kunne buldre gennem lydmuren og transcendere papiret, ja så ville man kraftedeme have noget, end ikke skulle man føle sig nødsaget til at benytte sig af bandeord og gentagelser og gentagelser af ord, således at man ville trække en pseudodyb integritet ned over hovedet på teksten og tekstens gennemslagskraft skulle hvile på netop et i sig selv dødt ord som gennemslagskraft der jo i sin betydning var usædvanligt stærkt men som fonetik bare var udelukkende fonetisk og var noget værre lort.