du
trækker mit
vejr

som et korthus
er du sårbar
porcelæn

du ved godt
at min næste hånd
bliver i dit kød

det er et
porøst
øjeblik
der bliver
væk

som blækket i blodet
bobler i bækken

under et kys
på et hvilket
som helst
tidspunkt

jeg havde
en veninde
der døde
da jeg var
seksten

jeg fik aldrig sagt
farvel
siger hun

det er nok
derfor
jeg er
så kærlig

siger hun mens
hun kysser hans
ribben

mørkets lort
som en
lyskatalysator

sortets brusk
som en stjerne
himmel gennem
skærsilden

kyssets nu
som et krystalklart
blodkar under
kærligheds
transformation

til et
på den anden side

gribende faldet eksistenstryller

mine sko
er i
cirkulation
i en tidslomme
hvor jeg læser
bukowski rimbaud tolstoj og
min selverkendelse på
en god dag

jeg smager på synet
af solens regn svøbt i
kvindekrop og naturens negle
der borer sig som faldet
ned i jorden med dens faldne
blade og blodsoldater
jeg er et fucking menneske
lag af paralleluniverser og transcendental
selvforglemmelse selvbetændt
af mørken buldrende gennem huden
jeg er en svulstig motherfucker like that
jeg har mine øjeblikke
af selvforsvundne øjeblikke

min mund læber i vand
mellem dit
skød

kan mærke
dette rum
eksplodere

at falde dybt
eller
at synke lavt

to sider af samme
i visse tilfælde
sag

for
en hvis
kollapset
stjerne

du sku have set
hvordan
de faldt koldt
som sommersolen
orangeviolet
kærlighedserklæringsnøgne

Race tracks / spleen cut / clean cut / key blood / space packed

to ensomme dyr
tømmerflådens tosomhed
livets paradoks

Nytårsforsæt jeg ikke holder:

dør

kontronterer de inderste af mine knogler

konverterer til ultimativ sundhed / går konstruktiv adfærd

dropper chokolade

dropper manisk publikation af blogdigte

fucker med kærlighed

vejret

finder kilden til 99 komma 9999999 procents mening med livet

din tilstede
værelse
som en stille
eksplosions
revolution

din karismas
karma
er en
anakronisme

ja jeg er
sentimental

mærk
hvordan vi
vokser ind
i hinanden
som originale
klichéer

spaced out blood

kontakten i et rum. kontraktionen af et univers. og den simultane ekspansion. dig der pisse smukt er
pisse ligeglad med min tilstedeværelse. min ambivalens i den sammenhæng fordi jeg ligesom du
vil elskes, men ikke, ikke, for hårdt, det pis gider jeg, ikke. vores læber under et egetræ i regn.
4 synkroniserede øjne. jeg er nede med sådan noget klode.

en blæst
i en kande 
vand

hvor kannibalistisk kan pis blive

jeg bliver
ædt op
inde fra

jeg forsvinder
stille og utroligt

jeg bliver
siddende 
lige her

jeg bliver
apropos
apokalypsen
lidt længere

hvad har maya
indianere
på mig

som satan
ikke allerede
har fortalt

ikke en skid
kommer der efter
altings endeligt
eller før altings
begyndelse

så hvad skal jeg
med dine fragmenter
af kys
når det kommer til
stykket, molekylen

en fucking 
collider
der kopierer alle
molekylers ekspansion

mit hjerte kunne i
og for sig
bevæge dig
med 300.000 kilometer
i sekundet
uden at du ville 
bemærke det

jeg ved ikke hvor jeg kommer
fra
hjørring
er kraftedeme også så tamt et svar
så kan jeg bedre lide paralleluniverset trods 
alt.

hvad er mest blæst
vintermolekylernes snekrystaller
eller
min bombede hjerne
svært at finde frem
til en endelig konklusion på
der er udsigt til 
slet ingenting og
en veranda i nordjylland
min søsters polykrome trøje
der fucking faktisk er min
har blandet sig okay sprødt
med farverne fra klemmerne
på tøjstativet
vinden tuder i bladene apokalypsen
kom aldrig jeg tror jeg æder
morgenmad nu 
her

tror du ikke jeg
ved hvad romantik er
tror du ikke jeg ved
det
tror du ikke jeg ved hvad
det vil sige at slides op indvendigt
som om en traktor trampede igennem
sig
som en technodanser til et rave
tror du ikke jeg kan
ane horisonten tage fat i mit ansigt
for ligesom at give mig en smag
af pis og død i munden
tror du ikke jeg har hængt mig
i mine mord
tror du ikke jeg
kender din fadervor
tror du ikke jeg ved
at koblingen mellem tilvalg af religion
og dræbende angst er parallelle
motorvejen ind i uundgåeligheden
tror du ikke jeg har været
forelsket
tror du ikke jeg kender som jesus
lidelse pigtrådshegn viklet om
brystkassen
tror du ikke jeg kender til fraværet
af lys fucking lys atter fucking lysfravær

goldt vand i blodet

fucking slå

koldt vand i blodet

der kommer noget andet pis

noget andet kød strømmer dig i møde

jeg tror på

jeg tror på blåhvaler

selv blåhvaler kan kysse himlen

kald det noget

så banalt

som lys

Pak alfabetet
sammen
under tungen

mens den ultra
ultramarine
nattehimmel
vokser
ind i dit blod

Jeg vil be
tragte min dybde
som stjerner der sover
ind

jeg betragter det
at reflektere
som noget
nødvendigt pis
i den her bitch

noget værre
lort

noget værre
uundgåeligt
lort.

jeg er en fucking hardcore
kolibri
giv mig noget nektar
noget eksistensbenzin
mine skulderblade basker
tusinde gange i sekundet
mit hjerteblod på overdrive

jeg vil ligge oven
på dig
med brystkassen
suget ind til din 
ryg

med læberne i nakken
et dybt åndedræt
der slår
vores død ihjel

Hvad fanden er god kunst, hvad fanden ER god kunst, hvad fanden er kunst

Kunst MÅ være udelukkende subjektiv det kan ikke være anderledes da kunst er alt
det vil sige bestemmelsen af hvad der er kunst er alt for arbitrær, hold kæft et snobbet ord

alligevel må der på en eller anden irrationel vis eksistere smagsdommeri så det visuelle ikke forurenes forurenes hvilket selvfølgelig fra MIN side er en total kontradiktion over for ovenstående men måske og højst sandsynligt udspringer af min egen subjektive smag og bedømmelse af hvad der er lort og hvad der ikke er og således sige at der FINDES en ydre ramme for hvad der er kunst og hvad der ikke er, selvom dette ikke er tilfældet

kunst beror ikke alene blot af min tilstedeværelse af fx objektets beskuelse, overhovedet, men handler i lige høj grad om mine øjne den pågældende dag, altså er observationen af værket i sig underordnet, et digt, et maleri, kan i det ene øjeblik være kunst og det næste ikke kunst, eller en kvinde kan være kunst i det ene øjeblik og det næste ikke, eller kvinden eller manden for den sags skyld kan i et øjeblik selv FØLE sig som kunst, for hvad der kunst andet end liv, bevægelse, ikke en flok sammensatte subjekter der bestemmer hvad der objektivt er kunst

at kunst er en smagssag er noget husmoderbullshit, men noget husmoderbullshit der rummer en vis sandhed,  hvis ikke hele sandheden

hvordan skulle du fx nogensinde kunne føle min sitren uden i fingrene efter kosmisk sex og min ultimative fornemmelse af den største kunst i netop dét øjeblik dét accelererende forsvindende øjeblik og hvordan skulle jeg tilsvarende kunne mærke DIN ækvivalerende følelse der aldrig kan blive ækvivalerende fordi vores verdensfølelse konsekvent vil være forskellig fra hinandens

tror du ikke JEG kender immanuel kant, din cunt, tror du ikke JEG kender leonardi da vinci, damien hirst, tror du ikke JEG kunne have skåret halsen over på en haj, tror du ikke JEG kunne have nedsunket en hest i formaldehyd, dit intellektuelle røvhul

lad ikke nogen fortælle dig hvad der er kunst og hvad der ikke er

de ved fucking ikke hvad de snakker om, i deres jeg-ved-hvad-jeg-snakker-om, det er en trang til at kategorise verdens skønhed når, når den for fanden er ukategoriserbar og hvorfor

hvorfor skulle "kunstnere" være anderledes i deres trang til at kategorisere i hoved og røv for at finde systemer og holde orden

kunst findes ikke kunst findes over alt, skønheden hænger på tæerne

totalafbalanceret eksistentielt stilleben

Lad det stå
som det gør
du vil ikke røre
mere ved det
se den orange
i dine øjne
der er sparks
i din refleksion

hvis man bar kunne skrive en fucking tekst der ikke var til at lukke op og skide i, en eneste fucking tekst, der intenst insisterer på sin egen tilstedeværelselse, en tekst der udelukkende i kraft af sine substantiver og adverbier og totale mangel på adjektiver for helvede kunne buldre gennem lydmuren og transcendere papiret, ja så ville man kraftedeme have noget, end ikke skulle man føle sig nødsaget til at benytte sig af bandeord og gentagelser og gentagelser af ord, således at man ville trække en pseudodyb integritet ned over hovedet på teksten og tekstens gennemslagskraft skulle hvile på netop et i sig selv dødt ord som gennemslagskraft der jo i sin betydning var usædvanligt stærkt men som fonetik bare var udelukkende fonetisk og var noget værre lort.

den her kaffe er kraftedeme okay, tilstrækkeligt fyldigt, ikke for sort, med præcis den rette mælk i og en slat sukker for sukker skal der i, det kan ikke være anderledes. hans bedstefader puttede altid virkelig meget sukker i sin kaffe til familisammenkomster, det var dybt fascinerende, nærmest hypnotiserende som han kunne blive med, da man troede at han fucking var færdig, så fik den lige en ekstra fyldning, meget automatisk og selvfølgelig lagde han ikke mærke til den fascination man tillagde hans skænkning af virkelig meget sukker, men sådan er det, mens alexander tager endnu en slurk, bøvser med luft i maven, tænker på planeter, snefnug og karismathypotetisk dejlige kvinder med eksempelvis københavnerdialekt.

jukebox

dit skød som en
juicebox
i min ubeskriveligt
nysgerrige mund

min far siger længden er den der er længst og jeg har svært ved at være uenig og tænker at dybden alligevel er det, der er højest, han farer rundt, han er pisse hamrende, han er pisse hamrende rastløst, jeg vader også rundt med sindssygt mange konstante tanker, det har jeg fra ham, jeg har mine stærke sider fra min mor, siger jeg altid til fremmede eller dybere relationer, men der er stadig det sofabord der skal restaureres, min søster fandt engang en plade på en losseplads med noget tekst på, der var fed nok, hun har droppet den, jeg tvivler på jeg nogensinde får en kæreste igen, ikke fordi jeg hænger mig fremtidsbetragtninger, måske engang lige inden jeg dør eller hvor jeg er allermest i live med epifanier som elefanter i glasbutikker metaforiseret som noget der er min eksistens yderst magtpåliggende at gennemføre, og i virkeligheden kan jeg måske bare godt lide fisse, og så er der ikke så meget mere, men det passer ikke en skid, jeg er ikke konstant liderlig, men når jeg er allermest liderlig er de smukkeste bekendtskaber jeg nogensinde har haft gledet ud mellem mine fingre, garanteret et eller andet med en kosmisk orden, at der skal være kærlighed nok til alle, at et røvhul som mig ikke skal spildes på kærlighed, jeg alligevel aldrig nogensinde vil kunne gengælde.

Begyndelse

alt dit flash
kærlighedsakkumuleret
inden jeg går
død
i den kosmiske
fødekæde

din solmund i min
kæft det er stærkt
hold
hold på vejret
og udånd
al din karma
ind i min
rib cage

jeg vil have en
kvinde
der transcenderer 
skønhed
som kate winslet

jeg er ligeglad
jeg er overhovedet
ikke ligeglad

jeg forestiller mig hendes
molekyler akkumulerer sig
i mine ansigtsæbler
der plantet
på hendes røv
dirrer

tiden falder
jeg går sneen
smelter
fryser til
krystalskov
træerne holder på vejret
solen kalder
på duernes forelskelse

Molekylernes 
bevidsthedstilstande
falder hvidt 

for hvert
krystalkorn
et kosmos i 
sig selv

stilheden før formen
før formeringen af
noget jeg ikke begriber

øjeblikket før et øjeblik
tager et andet og
det næste med

det er
en væren
der er

hvor mange gange
skal verden sige det
før du fatter
ubegribelighedens puls

bliv ved
bliv endelig ved
uendeligt

for satan
hvor er det
foruroligende
blodgnistrende

klamrer mig
til det her 
bullshit som en 
lumberjack

der vil falde
brænde ned
i en brændende
svovlet skov

jeg ville vaske 
min mund
i et sortehav
hvis det kunne
opsluge 
min tomhed

blodflod

Hvad er livet
Hvad er døden

pest eller kolera

black når jeg ned
i det her shit

jeg løber
jeg løber
ud

Jeg tror mit
had til kærlighed
skyldes min
kærlighed til kærlighed

jeg tror mit
had til mennesker
skyldes min 
kærlighed til mennesker

jeg tror mit
had til mit
jeg
skyldes min 
kærlighed til mig

jeg er så pisse mon
u
mental i dag
sneen har lagt sig til
rette et virvar af 
mikroskopiske stjernesystemer
det er sindssygt flashy
som moder jords 
titusind brystvorter
knitrer mine fodspor
gennem vinteren

jeg kunne godt
kysse noget lys
under din bare 
bark

træerne
træerne for satan
har det præcis 
på samme måde

som de står dér og
dirrer 
fuldstændigt
blodsprængt

er gået clairobscur
modulerer mig frem
til transcendentalt shit
gennem et tykt lag
dårlig karma

jeg må være en natsværmer
paradoksaleksistentielt tiltrukket
af lys men med knogler 
som mørke basker jeg blæst
gennem stratosfæren

jeg børster støvet af skuldrene og
plower videre

dine øjenvipper som flyvemaskiner

i min brystkasses stjernehimmel

Overjeget: den dømmende magt

jeget: den handlende magt

Idet:: den foruroligende magt

mørket går i oplysning
solen falder igen ind i himlen
opad, spiralt

mærket føler jeg engles kinder rødme
hen under aften

der er flere af de her
gentagelser på lager

den er voldeligt violet den der himmel

den er voldvild den der himmel du pakker

du er så fucking lækker
du er så voldild en vælving

liderligt banalt decemberdigt

når jeg knepper dig
og det gør jeg
fucking 
dybt

ånder du
tungt
tungen
slikker 
sig om 
munden
om morgenen
om natten
bliver vi til

bliver vi til
sne der smelter ind
i hinanden

går vi til
går vi til
ikke foreløbig

betragtninger (igen)

kafka er ikke ligefrem 
tilbageholdende med handlingsmæssig konsekvens i form 
af kompromisløshed i hans bøger allerede 
efter fire dage er hvad jeg umiddelbart vil kategorisere 
som historiens protagonist K 
totalt og gengældt forelsket 
i en tjenerpige der virker sindssygt impulsiv og 
knepper hovedpersonen efter blot et par timer 
hende tror virkelig godt 
jeg kan lide 

jeg kan ikke finde ud af om nordjylland bare er et offer 
for en kosmisk ekplosion man skal have medlidenhed 
med eller om det fucking bare er et hul en flække 
hvor ingen rammer brydes

jeg er blevet syg til bezzerwizzer 
men håber ikke det udstyrer mig 
med en hovmodig bedrevidenhed 
jeg fucking hader hovmodige mennesker

jeg bryder mig generelt ikke om menneskeracen men
der findes ubeskriveligt fede undtagelser

når jeg falder hvis jeg falder igen 
håber jeg det bliver en altoverskyggende forelskelse og 
jeg får kundalinrejsninger i rygsøjlen hver gang 
jeg kysser hendes fyldige læber og 
vi klæder hinandens nøgenhed på som når 
solen kalder på havet

det er kraftedeme ikke for sjov
vi sidder her
i pool af død og blod
du siger noget
der distraherer mit uundgåelige fald ind i horisonten
der er tid nok
der er ikke en skid
tid nok
der burde være ti år på et døgn
jeg håber jeg er i live når jeg er
død
kald det et
latterfald gennem det plutoniske hav

det eksistentielle kærlighedskardiogram:
balancetankegang

du er så glas
du er så flash


er der noget
dybere
end dit syn på havet

ikke så meget pis

jeg har alt
for meget
fonetisk
kærlighed

der blokerer
for sandheden
sandheden som 
i kernen

vores core 
er i virkeligheden
blot blod reduceret
til et mikrokosmisk
åh

jeg vil bare gerne have det smukt
det er okay dejligt
jeg vil sindssygt gerne gå dybt i dit smukke kød smukke
sådan fuldstændigt dyrisk borende karismatisk karma

jeg ved ikke om det her er noget ligeså meget som jeg ikke ved om der er noget større noget at komme efter, noget der kommer efter bagefter

nogen crank 
volumen op
jeg vil forpulet mærke
at jeg lever
at jeg føler jeg
pulserer som en flok antiloper
over en knitrende skovbund
at jeg føler dig
at du kan følge mig
når solstrålers kaskader 
bader vores syn i nu

på en mental mark hensunket totalt i violet

noget vinterduft i lungerne fra en ultramarin himmelvælving
den knasende duft af brændt træ og ildens knitren
molekylært nedkogt sne på blade og solens sidste vejrtrænkninger
er det banalt ja for satan er det banalt ja er det smukt
ja for helvede helt ind til benet på en knusende knogleagtig 
måde hvis dette er mellemrummet så efterlad mig karmisk kosmisk balanceret

dit nøgenblik
pakker ubeskrivelig
sårbarhed
det er et stærkt nu vi
befinder os i

Tid tager ting

et dybt kys bliver til

aske

dette fucking

ingentingsblingbling