Jeg elsker specielt, lissom alle andre i øvrigt fuldstændigt uoriginalt, de spektakulære stjerner. og idét jeg tiltænker eller tænker over stjerner som værende noget særligt, tænker jeg, at jeg ikke kan være noget specielt fordi alle andre har den samme følelse af stjerner, ergo snakker vi om en samlebåndmekanisme, såsom min falden på røven over popmusik og jeg tænker, at hvis jeg var pisse ligeglad med det faktum, at jeg elsker stjerner som jeg gør i kraft af deres åbenlyse spektakularitet, ville jeg være lidt mere storslået, men der lander den lissom og min rastløshed og mangel på motivation til at tage en opvask, hanke op i mig selv eller dø, men jeg orker ikke at dø lige nu. Jeg har intet
reb, ingen shotgun og min kniv er alligevel så pisse sløv og så ville jeg få udslæt på enten håndled eller hals og det shite orker jeg bare fucking ikke. desuden har jeg en aftale i nordjylland.