Et lettere retorisk vidunder, lavede en dag en kombination af hvad der kunne være en drik og en spise. Han lod det passere ned gennem halsrøret og ved læbernes munding, skabte han en lyd, han kaldte at slubre. du hverken drikker eller spiser altså suppe. Du slubrer den i dig. Er det ikke smukt. Senere vil han finde ud af at eksistenser vil rykke hovedet af andre eksistenser ved lyden af denne læbeklapren akkompagneret af væsker med smag. Men som udgangspunkt, var han den første der, helt alene, uforstyrret  slubrede hvad der kunne have været smadrede tomater eller pumpkins i sig. Og ikke ét eneste røvhul eller fuldstændigt afbalanceret menneske for den sags skyld, havde en pisset af i denne akt. Det er sgu da smukt. Tilfredsstillet havde han smagt på ordet og sagt: at slubre. Det er kraftedeme da dét, vi kalder det.