Denne tekst blev aldrig til noget

Sidder og sidder i sengen i en perfekt ukomfortabel stilling. Klokken er. Ja mange. Sådan noget. Det kan umuligt være godt for ryggen det her. Fjernsynet kører sideløbende med jeg poster tekster. Stereotype tildels og tildels fulde af lort, jeg ved ikke, hvor skillelinjen går i den sammenligning, hvis du forstår. 50 procent af mit liv går med tilfredshed. Noget, der er dét nær om ikke andet. 50 procent er fylde. 50 procent er kvinder og alkohol og 50 procent er at skrive om, at det er 50 procent, der er kvinder og alkokol for derfor at kunne bære lortet hele vejen til mål. Ny computer i hus, Toshiba og et eller andet efterfølgende. Hav i mente jeg skriver et eller andet efterfølgende fordi det skal fungere som fyldstof, som kvantitet i forhold til tekstens flow. Eller min forestilling om, hvad der er flow i en tekst. Og bare det, at jeg skriver kvantitet og ikke lader det VÆRE det, er yderligere kvantitet, ligesom nu igen, kvantitet. Min venstre arm næsten sover da det kun er den jeg bruger. Den højre er smadret efter minutiøst pumpende repeterende gentagelser og antagonistiske samarbejdsbevægelser mellem triceps og biceps. Den var også fulstændigt overflødig den med musklerne. Min computer har netop koblet sig selv af nettet, hvor jeg derefter greb min diktafon og indtalte dette for mig, og derved for alle andre, komplet intetsigende digt, denne tekst. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg skriver. Det er fucking håbløst konstant. En minimal tid går med en selvindbildning om, at man her sidder med noget stærkt på instrumentbrættet. Den anden tid går med at slå sig selv halvt fordærvet over, hvor usandsynlig exceptionelt fucking ringe nogle skriblerier man får nedfældet eller nedflæbet rettere. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gør det, jeg ved bare jeg må. Og jeg ved ikke, hvor den tekst her skal hen. Det ved jeg virkelig ikke. Det meste af tiden aner jeg ikke, hvad fanden jeg har gang i. Det gør jeg virkelig ikke.