Ingen titel

Jeg bristede ud i gråd tidligere ned ad Silkeborgvej. Det kom for mig fuldstændig uventet. Jeg gik og tænkte på en pige jeg for nylig var sammen med, der tydeligvis udviklede følelser. Måske havde jeg kunnet få det på samme måde, hvis jeg lod mig falde, men jeg sagde stop så snart jeg lugtede lunten. Jeg har stadig svært ved at konkludere om det handlede udelukkende om empati eller egen frygt for afviselse udfra påmindelsen derom. Jeg kan snart ikke blive klog på mig selv. Men jeg følte virkelig for hende. Eller jeg har bare ondt i mig selv.