kontra en elektrisk sol

dit røvhul
sagde du til mig
og jeg havde svært ved
at være uenig
og et kolossalt et
af sin slags
selverkendelse er en
ambivalent størrelse
bambi på glatis er en
ækvivalent størrelse

du skreg flænset
ind i telefonrøret
til en tavs mand i 
en elektrisk stol
med sit eget lort
på triggeren

du har en kæreste 
for satan
og så mit navn
jeg tømte min krop for gråd den nat
jeg har aldrig pisket så brutalt
angsteksistentialistisk

jeg vil gerne bolle klichéen øde hav
i denne sammenhæng
til beskrivelse af et menneske
der sejler i en ørken

har vi det ikke allesammen
sådan.

kærlighedsdigt uden så meget pis

jeg elsker din
måde

skru op for min
blodsprængning
imens dine
kinder rødmer
og solen
diver i havet

natten i nat var klarhimlet
som bare fanden
månen pakkede åbenbaring
og lukkede sig så igen lyn
hurtigt
jeg begravede alt mit pis
i bøger og træer og svullent
dybt blod

jeg kunne ligesom placere altings ubeskrivelighed
med dig i baghovedet

det er som om du elsker helt ud
i fingrene
sagde du engang

blæst digt

luften kolliderer med et mega
banalt ansigtsudtryk
det er svedigt
ikke desto mindre
størrelsen af mental himmel er 
steget i værdi

en baggrundslyd fylder mine kraniekonkyler
en eller anden kran leger med 
gigantiske dublo eller legoklodser

jeg scanner stilhedens sandhedsværdi med ultralyd

sådan betragter jeg verdenssamfundet: grænseløst
uansvarligt svinepis

vi har ikke set halvdelen
af den her motherfucker.

når man scroller ned af en eller anden
tilfældig blogsite om pis
bliver ordene til fugle i fugle
perspektiv set fra en helikopters
computerskærm

som for i sin rastløshed
at lave diamanter ud af toiletter

at dø i et kranium af blomster og tundra.

man dør i

jeg pakkede vores
kærligheds afsked
ind i et blæst nok ansigt
jeg kunne ikke lide
din knuste gråd på en blød
hovedpude

jeg tog vores fald
for let

jeg kender ikke ham du er
sammen med men
jeg hader ham
ad
helvede til

jeg fandt dine kys og trusser
helt væk
på den intenstilstedeværende
måde

man dør
i sådan et
nærvær.

søren
kirkegaard kontra
lana
del rey kontra
aarhusfrederikshavntogforbindelsen
kontra totalt apatisk teenager med
totalt høj musik i ørerne kontra
nihilistisk bla bla kontra
kærlighedens bling bling

hvad er fuglene
kommaer
baskende mod
punktummet.

Dagene ligner hinanden
det ene slag tager det andet
jeg spiser mit jeg
det er i hvert fald det jeg
fortæller mig selv
i busserne pakker kvinderne komplekse ansigtsudtryk
jeg højst sandsynligt for sindssygt misfortolker
manisk køber jeg magiske habbitter i genbrugsbutikker
hvad skal jeg sige andet end distraktioner fortrængninger
barndomme der danser satanisk ballet på min bevidsthedstærskel
jeg ku godt sparke den del af mig selv der repræsenterer
klaustrofobisk indelukkethed fuck
russiske dukker

hvad helvede er det jeg er
bange for
hvorfor helvede er jeg
så bange for at dø

selv at vælge ikke at vælge, er et valg. min paradoksalt subjektive enten
meningsløse meningsløshed eller meningsfulde meningsløshed. ikke at
et sådant eksisterer, men eksistensberettigelsen i kraft
af det blod, der uden hensyn til haveren, den cirkulatoriske
blodkarsbærer, der MÅ eller VIL hen imod et noget, en strøm, en
medfødt flod.

jeg ved ikke hvad det her kan, jeg ved ikke hvad det her er, men her er det, her bitch, det er ude af mine hænder

ligger klemt
mellem to
siders
funktionel dansk sproglære
jeg er guld
min bedste ven spraypaintede mit fjæs
med spraypaint i gold
jeg ser røvkæk
ud

jeg slikker ordene
intentionale bevidsthedsfænomener
ubevidst

jeg havde en latinlærer i gymnasiet
der sagde et eller andet
om tilstandbetegnelse
jeg har glemt
dem latinske betegnelse for
det husker jeg tydeligt

han hed bent og havde metroseksuelle tendenser
hans grammatiske forståelse var selvfølgelig grænseløst tight
han roste mig fordi jeg kunne redeføre for tilstedeværelsen
af tilstandbetegnelse af en kvindelig karakter i pågældende
tekst
og sagde morten du taler
som en engel

det glemmer jeg
aldrig.

det er noget med hensunkenhed, dybde og forestillingen, billedet af noget svulstigt, svedigt, der er noget andet, noget andet pis, noget vis form kører på kærlighed, hengivenheden i et kolossalt mikroøjeblik, vores tilstedeværelse i rummet, sammen, sammen, blod og våde læber, altid, de der, læber, fylde og dybe eksistentielt pakkede håndflader, åbne knogler, solen, nedgangen, lyset der æder dig op smukt, havets hjerte der slår i takt med landskaber hundrede kilometer væk, ultra blødt pakket ind i hvad der befinder sig, på den anden side, af døden.

et nedfældet træ ligner
til forveksling
en fuckfinger
naturens anarkistiskagtige måde
at give en fuck på.

at dine
røvnbalder tager form
i min hånd

hvad vil det egentlig sige
at kravle under huden

har du prøvet det
jeg har
at tage form efter en andens form efter
et modbydeligt svedigt kys

sådan sad vi bare
sådan set
og sad

væk

form

ordene
ordene
går kolde
som et ekkos
ekko

årene bliver til
standset form
som et splittet
træ

eller din hud
der løber ud

kloden kloden
går kold
der er ingen
til at registrere
dens intethed

dens

du har en smuk bling
over dig
ultramarinsviolet vinterhimmel tilvrimlet
med snefnug i nødlandingsudstyr

tilstanden af nat er et digt
værd

hvad der tidligere var røvsyg pseudokosmopol er forvandlet
til attenhundrendetallets prag

du fortæller mig halvt stående
med halvt åbne øjne at
du havde en dårlig drøm

hvilket får mig til
at tænke på om jeg nogensinde
har haft et smukt mareridt
eller at jeg flyder igennem det nu
som en seksogtyveårig
lang tåge

jeg læste terningemanden tidligere og
prøver at gribe den foruroligende tanke at virkeligheden
udelukkende er baseret på tilfældighedens principper

hellere det end at alt er
forudbestemt

eller er alt
forudbestemt og betyder
det at tilfældighedens arten
er fuldstændig ligegyldig fordi
slutresultatet er den totalt
samme total


fuck eksistentialismen.

natten er stadigvæk fed sort.

dit typiske twilightdigt

giver du heller ikke en fuck
for evigheden?

spejl
din høje virkelighed i min mund
vi kunne gå ud sådan her sammen
fuldstændigt tilstedevæk

jeg trækker på smilebåndet imens jeg skriver et digt

du har en stemme
der bider sig
vej gennem stilheden

eller du behøver ikke sige
noget du behøver bare sige
mig noget, jeg synes

du er smuk
på en måde jeg
end ikke selv fatter

det er noget med ord
så langt er jeg kommet

jeg kan godt lide dig
din sårbarhed er sindssygt tiltrækkende
tiltrækkende er ikke ordet
jeg mener fin ja fin
det er mere
på kornet

jeg er kommet
for at blive

under alle
omstændigheder

kærligheden er væk nok
jeg ved det
kærligheden er noget mærkeligt pis


er det her et digt
om kærlighed

jeg ved det ikke

kærlighedsdigte er noget mærkeligt nok pis

hvad er det jeg. bløder for. vil jeg overhovedet dø. for nogen. eller noget. hvor er mit
dig. er der noget galt med denne betragtning. jeg siger hvor er mit jeg, min kærlighed. kan det pis. bruges til noget. ja det er sort. natten. hvad fanden er det. jeg hænger mig i. hvor er mit hvor, hvorfor, hvordan og hvorledes. og alt. det der. kunne vi ikke bare konkludere at blodet var en kosmisk sammensmeltning af et verdenshjerte der slår dig. kosmisk simpelt simpelthen i kraft af sin kosmiske kompleksitet kraftedeme. jeg vil gå videre. til at sige at jeg vil sige et eller andet. er der mere. i den her mother. fucker. overgangsprocesser, tiltrækningskrafter, distraktionspetitesser. kerneværdier som jo for helvede aldrig kan være kernen. værdien. kollapsede klaverer der akkompagnerer din rastløsheds tyngende stilhedsfølelse. jeg går eksistentielt med alle. men man må ville lyve for at postulere den illusionsklistrede sandhed, der måske slet ikke er eksistensgrundlaget, hvis et sådant da er, i det hele. taget. at et eksistensgrundlag kun er et eksistensgrundlag i kraft af dets forpulede modpol, den røvpulende død. for at dø skal man nødvendigvis have levet. eller det vides vel heller ikke engang sådan totalt med sikkerhed, for ikke at sige vides ikke på nogen som helst måde. men er det et liv. er der et. døden kunne være endnu mere. om ikke noget, hvis dette, det vi er tilsyneladende, overhovedet er noget. som det ser. ud nu. det er jo en hypotese, du arbejder med, dit røvhul. er der en ende på der her hvad. hva. det falder. fra. jeg er så meget en anden end den jeg er, tænker jeg, jeg er, i et håb. du er sød, jeg kan godt lide dig. hold nu kæft. jeg elsker også dig, men er min kærlighed ikke underordnet, er du overhovedet under min hud, hvilket er det overordnede i den underordnede illusion. jeg er. ligeså. bange. for at dø. af blod. som dig.

som en katalysator for krystaller

sneen falder på tankerne

jeg er henholdvis
helt væk
klar i spyttet
iskold eller

blodvarmt
blodvarm

det pis her
indeni
skifter efter årstiderne

en symfoni
i dit eget
orgasmiske
orkester.

havet sølvbølger gennem
vores kroppe tæerne
langs med foden langs
kanten af noget
smukt nok pis
gå ned i en fin blodsol
ja det er sindssygt
banalt
hvilket smukt
er ikke dét

dit kys der glider imod
mit lys



fuglene kommer
nu

jeg forestiller mig hvordan
du forestiller mig
og forestiller mig
hvor skarpt blød jeg må se ud
i et sådant øjeblik

fortæl mig noget
det dunvåde græs en 
knitrende sommermorgen
der smager af dug
ikke allerede har
fortalt
nej vel

ignorance is bliss

natten dirrer ind
i blodet

gud tømmer
hjernen

fuglene sover
nu
de ved mere tænker jeg
de ved ikke bedre

øjenlåg lægger
sig som gardiner

i et
violetkalej
doskopisk
vindue

mine blodårer som landkort over det ubegribelige

jeg kan godt lide du er
forelsket i mig selvom
jeg føler mig
for elsket

dit fine blod fortjener mere
end sandheden

du skal vide mit hjerte
du skal vide mit hjerte
føler med det jeg ikke føler

du ved du kan sige ordet
hvis
jeg skal skride
ad helvede til

blodet vil løbe
uanset

det her pis
gør også ondt
på mig

possibilities

flere ting falder
på i aften:
ét er at dø (specifikation konkretiseres senere)
æde muffins
indtage imaginære hallucinatoriske svampe
skrive digte på månen
streame netflix som en bipolar i en manisk fase mens man savler
læse homer
det er vildt fucked så følsomt min krop er
jeg ku godt tage en bid af rummet jeg sidder i for at se om den anden siden var smukkere

puf hvor kan man svimle i
karma som dig
jeg sidder i en knogleø
og venter kun på mig

kosmopolitisk bonderøvskonklusion

det er fandeme ikke engang løgn. Der er altid
noget. Det er der altså.

jeg er ved at blive
helere

en havfed følelse

mennesker bliver mennesker via
mennesker

kloden
over

jeg kunne bære galakser på skuldrene som støv
du vil ikke kunne stå
for synet, ladet med lys

sammenkoblet er vores læber
elektriske

jeg bliver
min egen
død


jeg dør
min egen
bliver

gud skruer ned for karmaen
i min krop
sådan står han
halvpsykopatisk
med hånden på pulsen det
røvhul

himlen er kærlighed
koaguleret
forfalder jeg
til at tro

blodårene heler tiden
der ustoppeligt bare driver ud koldt
som et vanvittigt alene skib
skubbet ud ved dødsensfødslen

jeg bygger oven på
ovenpå
kan du sige
klodsmasjor
kan du sige
sort barhed
kan du sige
hvid indelukkethed
fortrængt som en jesus
under knoglernes testamenter
jeg skriver min puls igang
kan du sige slet
ingenting
kan du sige
blæste klaverer i en dunkelskov
kan du sige toner
der skriger sprogløst
kan du sige
tusind tabletter
antidepressiv medicin
kan du sige pis
og lort
kan du sige kærlighed
fuck kærlighed
kan du sige kontra
diktion
kan du sige opvask
forpulede opvaks der sejler
kan du sige planken
planken ud
kan du sige pest
kan du sige pest eller kolera
kan du sige flokdyr kan du
sige mindreværdskomplekse
flokdyr med ikke
andet end forsvarsmekanismer
på nakken
kan du sige gentagelse

smagen af eksistentiel kvælningsfornemmelse

jeg må gå
ned
i mit pis

nerveendernes arkæologi
min hukommelse er en tåget parkeringsplads

stanken af død
asfalt og en fars
elektrochok

brækker mig
ned koger mig
over

jeg har en stærk erindring
om alt
det jeg har glemt

sådan er der
så meget mens tiden
falder og mán læser camus
snakker lort og skider på
engle som en falden satan
der vender vrangen ud på trangen
til en helere halvhed

alt er psyko
logisk

kaos og kys
lys og lort

et fuldstændigt tilfældigt faldende blod

hvornår slår krishnamurti for alvor igennem, lad os nu for helvede tage en bid af denne bevidsthed så romantisk som en tresserfilms bløde solnedgang i den kvindelige hovedkarakters uimodståelige mund

du fatter ikke hvad jeg snakker om
det er derfor vi forstår hinanden så godt
jeg lægger
en brik
du kan klatre op ad i denne kosmiske ubegribelighed
du har svært ved at placere mit ansigt på
en indelukket dag
jeg bebrejder dig ikke, jeg fatter heller ikke et hak
en meter er der
imellem os og stadig denne hovedrysten, skuldrene optrukket
som et gone ansigtsudtryk
der skildrer foruroligende utrolighed
jeg ville gerne
jeg ville virkelig gerne række dig
svaret på døden og hvad på et sølvfad
om hvem jeg er hvor jeg skal hen hvorfor
bestemte ansigter kan pisse mig idiosynkratisk af
jeg gav dig gerne en vejrrækning af mit åndedræt
men fremtiden peger mere bagud end fremad
og du drømmer ikke om hvor fantastisk jeg er
til at gå baglæns på glas

det er ikke meningen
der er meningen
som åbenlys jagt

der er rummet imellem mellemrummet
i disse splitsekunders splitsekunder
hvis du er en dyb satan
får du en fed bid af kagen

moder jords religiøstproportionelle svulstighed
noget helvedes slagkraftigt himmelpis

der er aldrig med vilje
ens underbevidstheds strømme
strømmer
hvorhen de vil
så når jeg er
i tankerne med dig
i et blåt drømt hav
kan du skyde
skylden
på mit inderste
hjerteblod

vi står i en gud skov
under et kys
og smager på himmel

du er så hug og dejlig, kosmos

jeg har spildt tid og stjernemælk pladask 

på gulvet, det har været sindssygt

fedt at pille mig selv ned, i stykker

vibrerer min eksistens, kaoskollapset

men skide sikkert dekonstruktion, kloden

mit indre kosmos, anne linnet kunne

skrive sange om det pis, dine brystvorter kosmos

dine brystvorter kosmos, jeg går i flæsket på det

pis, pladaskfantastisk jeg brænder 

den her krop ud, jackson 

pollock ved hvad jeg bløder om