Hvadbehar'! siger jeg mens jeg glad præsenterer Liv for min pumpende morgenerektion. der virker ikke til at være liv i hende, så jeg puffer hende med en pude jeg fjerner fra hendes hoved, men hun er fuldstændig død. jeg går hen og scrambler æg, tænder for fjernsynet og bruserhovedet, tager mig et bad og forlader hytten for her sker der da virkelig ikke en fucking skid. nede i byen støder jeg på en gammel folkeskolekammerat. Erik. Erik er blevet langhåret og ret snusket at se på. foruroligende snusket. der er noget med hans gang, der er mærkeligt. han har utrolig langt skæg og huller i skoene og hukommelsen. han aner ikke hvem jeg er, da jeg siger hej. jamen hej siger han ignorerende tilbage som om jeg var en tilfældig forbipasserende. kan du for helvede ikke se, det er mig, din klaphat, erik? den røde blussen i hans kinder fortæller mig han dog har beholdt noget af den forlegenhed og distanceren han var så berygtet for i folkeskolen. Michael, for søren? NÅÅÅÅÅ, siger han. det er det eneste han siger. han vil virke høflig har jeg på fornemmelsen og jeg tror han forsøger på at købe billige points og sekunder så han kan regne mig ud i mellemtiden. jeg spørger om han stadig ser hende han så, hende der fra parallelklassen med de store bryster og det krøllede hår med fyldige læber. Han tænker lige lidt, jeg tænker hans hjerne må være helt blæst væk af et eller andet, men sådan noget spørger man ikke manden om nu, hvor vi lige er blevet genforenet. Nåå, nej. Nej nej. Nej nej nej. Det er hundrede år siden vi gik fra hinanden. Det er 2 år siden. jeg griner indvendigt over hans kommentar- men han virker til at være typen, der er sjov uden selv at vide det. ikke fordi jeg griner af ham, der er bare mennesker med neuroser i massevis og maneurismer, så det vælter ud med underbevidst underholdning. han har trækninger ved sit venstre øje, som ikke ligefrem sænker komikniveauet. Jeg håber kraftedeme ikke han snorker oven i hatten.