Jeg sætter mig stilfærdigt på en bænk mens en kvinde sætter en plante i vinduet. En violet blomst, der reflekteres af lys. Jeg placerer hånden på låret af mig selv og forestiller mig, det er en anden, en kvinde, nemlig, en jeg var sammen med, engang. Sidst vi sås var tilbage i 2010 og jeg rejser mig op og går videre. Hendes læber sidder fast i min mundvige, men jeg hænger mig, som sådan, ikke i kærlighed, eller noget der engang var noget derhen af. Så jeg brækker mig over, hvor jeg skal hen og hvor denne tekst skal hen, fandemekraftedemesgusatan, og forbander mit sprog, at det er så fucking uoriginalt, at jeg kun vil bolle kvinder for at få en eller anden form for tilfredstillelse i livet, at det er det, jeg bygger mine ideologier op på, at det er DER jeg lever, at det er det eneste fucking eneste rigtige for mig forud for nogen anden. Basta.