Jeg drejer af ved det forkerte
hus, stiller min cykel i vejkanten
og venter på næste bus 
er fyldt med gule sennepsmarker
og kvinder pifter efter dækkene 
sprøjter med muld og grus efter
vi har forladt egnen
jeg sidder på bagsædet og stirrer
en fortid i øjnene
hun har blågrønne blikke med
liderlighed tegnet om kæften op
til vinter bærer hun altid frugter 
appelsin æble blåbær mandarin
og stikker dem direkte ind mens
hun siger jeg er sød og jeg siger
det samme tilbage sidder vi i juni
og forelsker os i selve det at være
væk og skolen lærte os ikke andet
end dét og jeg fandt aldrig ud 
af om hun havde en tvilling som hun 
sagde hun havde en ond tvilling jeg
ved det ikke jeg ved det kun hun kyssede
og grinte ondskabsfudt ned ad gaden som om
hun allerede dengang vidste hvilken magt hendes mund
havde på mænd, der knap var drenge.