Skabelselsesberetning

Jeg husker det utydeligt. Sanserne var ikke komplet parate i det øjeblik. Slet ikke. Vi var ikke parate ti et selvfølgelig fuldstændig uforudsigeligt Big Bang imellem os. Til at lyset skulle opstå i universelt flashlight på et splitsekund. Jeg husker utydeligt, at der opstod dinnosaur i vores øjne og at vores blod bestod af cirka 3/4 af verdens substans. Det er essensen vi leder efter hele tiden. Men hvad spilder vi tiden for? Jeg har dig lige her. Om du stå rent faktisk VAR hende, der skabte det hele, betyder ingenting. Det betyder alt, at jeg kan holde dig i mine arme og føle du er der. DU ER HER. Alt andet er bare rene bivirkninger i modsætning til den mulighed du og jeg repræsenterer. Du repræsenterer ALT. Jeg kunne skrive en autentisk bibel i dit navn og kalde dig Jesusine. Du havde mødt mig et sted i ørkenen og jeg havde forvekslet dig med et fatamorgana fordi dine øjne syntes overnaturligt smukke. Da du bevægede tættere på slukkedes min tørst øjeblikkeligt og i dette øjeblik vidste jeg, at du var mit mirakel. Det kunne ikke beskrives, hvilken skælvende virkning dine læber havde på mig da vi ramte hinanden som en stjerne, der eksploderer i sit eget blod. Jeg var så tæt på dig, men husker, at jeg hele tiden ville tættere og tættere på. Der fandtes ingen grænse for nysgerrigheden. Jeg ville gå på opdagelse i din sjæl og vandre ud i alle krogene, og især centreret omkring dit hjerte. Jeg ville smage det, dufte, føle, elske det forsvinde væk på noget svævende sammen med dig. Vi skulle dyrke dyrisk elskov på en elektrisk sky forestillede jeg mig. Og det skete adskillige gange når vi gik op i en højere enhed. Og det skete konstant. Det skete de dage, hvor jege var kærlighedsbar og aldrig havde oplevet den i sådan en voldsom grad som nu. Hver nat ville jeg græde ud fra en angst om, at du kunne forsvinde en dag, men alligevel viftede jeg den bort på grund af vores bånd og dine øjne, der hver dag bogstavelig talt fortalte mig, at vi skulle være sammen til vi døde. Vi sagde aldrig for evigt.