lader lortet brænde op
indvendigt
udvendigt præsenteres
en smuk facade, lige under
huden er hunden i mig
indebrændt savlende
kvalmende opkast på gulvtæppet
i hjernebarkens følelsesregister
jeg registrerer fintfølende mekanismer
der minder om dig til forveksling,
disse ætser sig ind på samvittigheden
og ingen tid kan skrues tilbage
så jeg giver det lidt tid til endnu
før den sidste krampetrækning sætter ind
og det hvide snit er den sidste udvej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar