Jeg synes du har fuldstændig ret i meget af det, du siger, men stiller mig nu alligevel ambivalent i forhold til det. Dog vil jeg erkende til min egen fejl, at der lige var nogle loop holes, jeg simpelthen havde glemt. I tilfælde af mennesker med Downs Syndrom eksempelvis, vil i flere tilfælde være ude af stand til selv at kunne  kontrollere deres vægt fordi de er lyststyrede. Eller børn der vokser op i familier, der lever ekstremt usundt, eller selvfølgelig, hvis der er noget fysiologisk, der umuliggør dette. Og nu må du ikke banke mig i hovedet fordi, jeg mangler nogle "kategorier" ;-). Der kan være mange psykiske katalysatorer for overvægt, det medgiver jeg gerne. Jeg synes bare det er forkert at kalde overvægt i sig selv en sygsom, for det er det ikke. Så skulle man kalde samtlige stimulanser for sygdomme. Altså er det en sygsom at ryge, det er en sygdom at spise for meget slik, det er en sygdom at bevæge sig ud i en glidebane, hvor man begynder at tage stoffer. Ja, jeg undsiger ikke det faktum, at der kan være omstændigheder i et menneskes liv, der nærmest umuliggør, at man ikke må dæmpe sine psykiske symptomer ved hjælp af en given kanal. Men derfor er det ikke en sygdom for det pågældende menneske. Der er snarere tale om et menneske, der er stærkere disponeret for at udvikle en eller anden form for afhængighed i løbet af sit liv, men derfor gør det det ikke til en sygdom i sig selv. I det øjeblik man kalder det for en sygdom ansvarsfraskriver

man sin situation, og siger, at det er ude af ens hænder. Det er det ikke. Ethvert menneske, der ikke hører under de ovenstående jeg først nævnte, har det latente potentiale til at tabe sig. Tag nu mig fx. Min far er manio depressiv og jeg "lider af" kronisk depression og ADD, hvorom man blandt andet siger, at mennesker med ADD eller ADHD har lettere ved at udvikle en eller anden form for misbrug gennem et helt liv. Jeg har aldrig rørt stoffer, jeg har aldrig været mere end marginalt overvægtig. Skulle jeg så konkludere, i tilfælde af, at jeg udviklede et misbrug, at det skyldtes ting i min fortid, at jeg ikke havde noget valg, og at det var en "sygdom"? Nej. Det er, ifølge mig, ikke en sygdom.  Det eneste, hvor man reelt kan kalde det for en sygdom, er når der er tale om en fysiologisk tilstand, en stofskiftesygdom. Og her er tale om en meget lille procentdel af befolkningen.

I det øjeblik man kalder det en sygdom, tager man ikke ansvar for sit eget liv, og har har dermed givet op. Det er en konsekvens af kulturelle og/eller psykologiske omstændigheder. Og her snakker vi vedvarende eller on and off fedme igennem et helt liv.