Ja okay, så var det ikke ligefrem videre konstruktivt det med nedbrydningen i form af skaller som imperativ, der ville bruske omkring knoglerne. For trangen til fortrængning er forskellig fra blod til blod, Det løber ud. Som tiden går hen og bliver noget. Forhåbentligt. Mine fingre fx. Ude af mine hænder. Fuldstændig. Refleksioner og endeløse betragtninger, hvad fanden skal der ikke blive. Af jord er du komma. Jeg er. Kom, et dybt håb. Kom. Nu for helvede. Da.