Jeg skovler maden ind som en
sindssyg ritalinen
tager fart i mit blod
vand er hvad
der skal til jeg drikker
et vandfald
du snakker som et
jordskælv udenfor
richterskalaen
uden ord under
mine knogler som dampen
fra en keddel der skriger
som solen når den står
ned i din pupil af det
blødeste glas på
planeten panden syder vi
rejser nordpå med hinanden
i hovedet vi er ikke en skid
forskellige når det kommer
til stykket jeg tager en bid af
din frihed og fordobler vores
rum med lysår hvad er kærlighed
andet end kys i regnvejr og våde
øjne i dit smil der fylder
himlens ansigtstræk med
heste der vrinsker for vildt og
dådyr der stejler et hav af karma over
skovbunden de vokser ned i med
aftrykket af din sorte frakke mine
læber på din røv og dine tanker
i min favn