bjælkerne knaser i det konstante hudomsvøbte knoglelandskab, vi kalder noget menneskerne elsker og mennesker i sig selv. Jeg ligger for døden i tankerne med hensyn til døden.Jeg kendte den her smukke veninde engang, der ikke var bange for at dø, selve dødsøjeblikket, men angst ad helvede til, for at være død. Et stort gabende hul efter eksistensen sagde jeg, kunne også skræmme mig helt ad helvede til mens hun stirrede mig med sine brune, smukke øjne ind i mit blik og var så sindssygt sårbart smuk som en kvinde kan være når hun åbner for alle sluser. En eksistentiel vandhane, der fossede ud i mine årer, og sådan snakkede vi hele natten om ingenting og alt det der holder os oppe.