Iblandt hopper mit hjerte ud af kroppen
og løber afsted
i fuld spurt
i håbet om, at der er mere
derude, men det er aldrig givet på forhånd og
jeg stopper det da også
undervejs sommertider
vader med svaj ryg ind i blindgyder
det gør jeg da, hvad skal vi med sådan
en surrealisme, vi svælger som døende
fluer og kolliderende sømænd
under en knastør himmel, der
ikke så meget som fortæller
mig min plads i himmeriget
en smule
plads for sin alvidende plasmatankegang
kunne han have nu godt give.
jeg mener, jeg føler
da ligesom alle andre, så hvorfor ikke bare
løfte sløret en lille smule inden jeg tager afsted
ind i ingenting måske ud i alt, af alt, hvad jeg
har gjort, hvad har jeg egentlig gjort
for dig, som du ser det
dit egoistiske røvhul.