Der hvor du træder dine lette blide blodskridt på grus, der løfter sig et par millimeter fra overgrunden når du løfter dine sko.
Et sted under et syret blåt træ.
Et eller andet sted, der altid vækker minder. Ligger min sjæl og dunker blomster ud i galaksen. Der vil jeg være konstant uden at vide det bevidst. For min underbevidsthed styrer imod dine følelser. Hele tiden. Uden tvivl. Svimlen.