tiden bider mig i røven

den personlige revolution er for mig

tilsyneladende en anakronistisk lortekonstruktion

jeg drømmer om at dø

jeg drømmer om at leve

jeg drømmer ikke om en skid

duften eller stanken af foråret

gør ubeskrivelige ting ved min marv

lige nu kunne jeg pisse godt æde super meget softice

i går var en anden snak

mine hænder er mere blodfyldte end normalt

vennerne fremtrædende som anatomiske globuser

bon iver besynger et livepublikum i mine trommehinder
jeg bliver muligvis mere liderlig ved tanken om liderlighed end
liderligheden selv eller begge disse kombineret jeg
kunne have taget toget til københavn berlin døde
destinationer i jylland min angst er introvert lige nu
det er fint for det meste er mit åndedræt noget pis

brudstykke 1

Der er en pige, der bliver kneppet i den tilstødende bygning. Hun klynker på en japansk måde. Som en voldtægt hun elsker. Jeg er syg, så fuck jer. Jeg nægter at blive konfronteret med alle de ting, jeg ingen chance har for at realisere for øjeblikket. Jeg lytter spændt til voldtægten, mens jeg æder nogle triste efterladenskaber i køleskabet. Manden virker kold, ikke en lyd. Der bliver pludselig stille derinde. Han er muligvis kommet, jeg kan høre fodtrin i bygningen. Enten er hun på vej hjem eller så er han eller noget tredje. Han skal måske købe chokolade, jeg får altid lyst til chokolade efter sex. Chokolade kommer naturligt efter sex, darwinistisk rækkefølge. Efter at chokoladen er fordøjet venter jeg typisk håbefuld på, at en accelererende lort er på vej gennem mit tarmsystem. Det er et celebratorisk moment lige der. Al civilisation suspenderes for fuld smadder. Når jeg har været på toilettet, starter det hele forfra. 

at være
underlagt
overladtheden

min søvn falder i krop
underbevidstheden er en irriterende hovedspulsåre
jeg går med knyttede næver og skærende kæbe hele livet igennem
jeg sparker til noget i forvejen komplet dødt
kærligheden har trampolinkomplekser
lige nu mangler jeg alt
jeg er gennemgnasket knoglebark
dette er mit værk slet ingenting
fugle kunne ikke bekymre mig mindre
jeg kan tælle virkelig menneskelig dybtravende
kærlighed til mig på én hånd
jeg går snart ind i mig selv som en flad solnedgang
jeg går snart ud af mit gode skind
jeg gemmer det væk jeg går ud
tæller får slår år ihjel
dør som et tørstigt dådyr totalt splittet
ad

det er her jeg dør
uendeligt
stille

som et bjerg
der falder
i blodet