i havet i havet

her er man:
en glaspartiklet
porcelænsplatform

man er væk man
er lige her man

intet har virkelig
rigtigt
ændret sig man

glider væk
falder til
sortner bort
lar det gå

himlen stadig halv
intakt, solen
solen som den
kalder på hjertet falder
i havet, i havet for satan

dette er ikke et kærlighedsdigt

jeg har lyst
til at krølle dig
sammen jeg har
lyst til at rykke dig
rundt jeg har lyst
til at gøre ting ved
dig vi ikke vidste
om hinanden jeg
har lyst til at bruge
min bevægelse på
dig jeg har lys til
at skinne under
din hud jeg har
lyst til at kysse dig
spektakulært kærlighedsklar jeg
har lyst til at give dig
molekyleessensen
af mit hungrende blod jeg
har hænder puls sved blod pis
der ikke betyder en skid
buldrer dit rum ind i rummet
af tidsfordriv smukke røvbalder
på en motherfucker smukke
sekundkrystallisationer

et stykke prosa jeg ikke fandt ud af hvor helvede skulle hen

den latterlige kendsgerning at kysse postkasserøde kærlighedserklæringer ind i din mund. at tapetsere sit indre til morfin, solnedgang og for længst glemte antikvariater. bilde sig selv ind, for ikke at gå til grunde, at der findes en grund, noget hinsides, der er svulstigere, dybere end den her laden stå stil, svinden hen, sveden ud. den hypotetiske kvindes hud skal ikke andet end at efterligne mine refleksioner, jeg vil se hendes orgasmer sætte sig fast som spektakulære krampetrækninger skabt af en kompromisløs blodsprængning. der skal ikke være noget tilbage. der skal ikke være noget at komme efter. kun efterladenskaber af de ekkoer vi tog med os i døden. kisten skal hamres til med stilhed.

det er som om der befinder sig et overflødighedshorn af ligegyldige molekyler, der til ustandseligt optræder i skiftende kostumer, men båret af samme kroppe, samme åndedræt, samme tilbagevendende fald iklædt hyperbler, der danser på et blodbombardement af et kardiogram. tag dine fingre som eksempel, intet videre interessant, dine øjne, dit blik, din tilsyneladende skillen dig ud fra mængden som en stjerne i en høstak, glem det. hvem er du til at sige noget som helst originalt, hvordan tillægger du det grænseløst betydningsløse betydning. du kan argumentere for, at alt betyder alt, men samtidigfor, at intet betyder noget som helst. og hvis intet betyder intet betyder det ultimativt ligegyldighed, hvilket er den værste følelse overhovedet, paralyseret smag. det er rap over nallerne, en midlertidig heroin i blodårene, en hypotetisk kærlighedserklæring født ind i din rygsøjle. af stilstand er du kommet til stilstand skal du blive. til loopet gentagelse ud i det uendeliges kraniebrud maskeret som en spektakulær himmels hvide snit. solnedgange siger som så meget andet, ikke en skid. mennesket er en interessant race, der er udstyret med viljen til liv på lige fod med dyret, med den undtagelse at mennesket ulykkeligvis er sig bevidst om sit eget pis, sin egen ubegribelige ulykkelighed. det fedeste ville være ikke at stille spørgsmålstegn overhovedet, ligesom være deltager uden egentlig at deltage virkelig. samtaler siger mig heller ikke en fuck, det pis er drænende. undervejs i en smalltalk søger jeg at abstrahere ud fra samtalen, dens vigtigste bestanddele som en form for kulinarisk hjernesuppe, der koger og koger og koger, over i sidste ende. det ender altid bare med, at det smager af pis eller endnu værre, fuldstændigt neutralt, lunkent og dermed presserende vammelt, kvalmende, angstklassificeret. det kommer alligevel altid til, at det ikke kommer nogen vegne, ikke siger noget, der ikke allerede er blevet sagt en million andre gange i et utal af afskygninger, der blænder for det faktum, at der intet er, der virkelig giver mening, og at dette er den tungest rungende mening, der nogensinde vil kunne eksistere, med mindre en eller anden cunt eller ny race, stikker dybere og derfra koger en superbt lækker suppe, der glider smukkere ned end dette smagsløse blodpis af krigserklæringer og dårlige forbindelser mellem tiltagende ondskabsfulde mennesker, der hverken kan eller vil ændre universet til det bedre.

egoprosa

migmigmigmigm. migmigmigmigmigmigmigmig. migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
igmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig.
igmigmigmigmig. migmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmigmig
migmigmigmigmigmigmigmig. migmigmigmig. mig